Amerikanere var 'blown away': De trækker en ny type turister til Bornholm

Amerikanere var 'blown away': De trækker en ny type turister til Bornholm
Urteekspert Thomas Guldbæk (billedet) er guide i Bornholm Food Tours, som guider folk rundt i den lokale madkultur. Pressefoto
ERHVERV | Fredag 1. august 2025 • 05:30
ERHVERV | Fredag 1. august 2025 • 05:30

Bornholm Food Tours lokker med gourmetmad, sanketure og fordybelse i naturen. Det går forrygende, siger en af hovedkræfterne bag det nye tiltag.

Naturturisme er i vækst, og det samme er interessen for lokalt fremstillede fødevarer og gourmetmad i verdensklasse.

Bornholm har lidt af det hele, og nu har en nyetableret virksomhed, Bornholm Food Tours, slået det hele sammen i urteture og skræddersyede 'food tours', som både tiltrækker lokale grundejerforeninger og erhvervsfolk fra de øverste samfundslag.

Det fortæller Mads Clemmensen, der ejer virksomheden Food Experts sammen med Mads Marschall. Mads Marschall har siddet i sekretariatet i den internationale kokkekonkurrence Bocuse d'Or i en årrække.

Thomas Guldbæk, som mange kender fra hans formidlingsarbejde på Melstedgaard, er en fast guide på turene, mens Mads og Mads skaffer erhvervskunderne.

– Mads, Thomas og jeg er blevet legekammerater i det her projekt, fordi vi kan noget forskelligt, og det er de to bornholmere, der har det lokale aspekt. Jeg kommer med virksomheder udefra, som gerne vil lære, hvad det er vi gør godt, fortæller Clemmensen.

Kunsthåndværk er kommet med

Mads Clemmensen fik øje på Bornholm, da øen i 2020 blev kåret som den mest bæredygtige ø i Europa.

– Det er fantastisk, at det er lykkedes at få det kvalitetsstempel. Jeg tænkte, det vil jeg gerne over og lære noget mere om.

Siden da er hans erfaringer fra Sustainable Festivals i Herning, Skagen, Aarhus og andre lokalsamfund kogt sammen med de bornholmske.

– Nu er opgaven at finde ud af, hvad det er for nogle fødevareoplevelser vi gerne vil give folk udefra. Både erhvervsturister, men også almindelige turister og besøgende, og bornholmerne selv.

Til at begynde med havde Mads Clemmensen et tæt samarbejde med Mikkel Bach Jensen og Thomas Guldbæk i Gourmet Bornholm, men i dag har han hentet Thomas Guldbæk over som fast guide på Bornholm Food Tours og bruger mest Madkulturhuset som venue for sine ture.

Sanketurene koster typisk 300-400 kroner for en tur, der i reglen varer fire timer, mens virksomheder betaler efter aftale for de skræddersyede ture. Bornholm Food Tours har indgået alliancer med hoteller, spisesteder og råvareproducenter, og senest er kunsthåndværkerne også kommet med på programmet.

– Vi laver ikke kun rendyrkede fødevareture. I Kulturugen laver vi for eksempel en tur, der sætter fokus på kunsthåndværket, fortæller Clemmensen, der bor i Aarhus med sin familie.

Mangler flere Thomas Guldbækker

Bornholm Food Tours startede op med virksomhedsbesøg i januar og Thomas Guldbæk tog det første hold med på sanketur i påsken.

Og det er gået forrygende, siger Mads Clemmensen.

– Der kan være 30 deltagere på hver tur, og vi har stort set haft udsolgt på dem alle sammen, fortæller Clemmensen, der har 20 års erfaring som management konsulent og headhunter for store virksomheder som Arla Novo Nordisk.

I dag har han skiftet fokus til bæredygtighed og fødevarer, og har i mange år været en af hovedkræfterne bag fødevarefestivalen Sustainable Food Week, netop med sigte på at fremme en mere bæredygtig fødevareproduktion.

Ideen om at lave guidede ture hos bornholmske fødevareproducenter udsprang dels af festivalerne, som afholdes hvert andet år på Bornholm, dels af den bornholmske natur- og fødevarefortælling, som Mads Clemmensen har fået kendskab til gennem samarbejdet med Thomas Guldbæk og Mads Marschall.

Han har faktisk kun et problem, her hvor han nærmer sig afslutningen på virksomhedens første højsæson.

– Det går skidegodt. Vi har udsolgt på hver eneste tur. Den største udfordring er at få uddannet nogle flere Thomas Guldbækker. Han er simpelthen en af Danmarks bedste naturformidlere. Men Thomas er samtidig underviser på højskolen, og han står også ovre på Skafferiet i Melsted, så vi må heller ikke drive rovdrift på den kære mand.

Interessen er blusset op

Nogle af de virksomheder, som besøges på Bornholm Food Tours, er Høstet, Fangst, Bornholms Mosteri og Small Batch Brewery. Sanketurene med Thomas Guldbæk udgår som regel fra Svaneke, Allinge og Gudhjem, eller efter ønske, hvis deltagerne er interesseret i et specifikt område.

– Vi lavede for eksempel en tur for en af de lokale grundejerforeninger. De fandt alt muligt, de slet ikke var klar over de havde, siger Mads Clemmensen.

Billetterne til de ture er ifølge Clemmensen blevet revet væk.

– De første ledige pladser er i slutning af august. Vi synes, det er rigtig sejt, at det er gået så godt. Vi kan mærke, at den interesse er blusset op.

Eventyret på parkeringspladsen

Der kommer også folk rejsende langvejs fra for at høre om den bornholmske fødevarefortælling. I sidste uge havde Bornholm Food Tours en tur med fire amerikanere, som blev afsluttet med en middag på Michelin-restauranten Kadeau i Sømarken.

Det gik forrygende, siger den 44-årige iværksætter.

– De var fuldstændig blown away. Den der kobling til din egen natur, det er jo noget, der er forsvundet i det industrialiserede samfund, vi lever i. Fødevarer er blevet globale, de ligger i supermarkedet.

På turene oplever han, hvordan udviklingen har skabt et tomrum og en voksende længsel efter at genskabe koblingen til naturen. Det kan komme til udtryk på mange forskellige måder.

– Vi mødes for eksempel med vores deltagere på sportspladsen nede ved hallen i Svaneke, og forleden var de der stadig en halv time senere, fordi Thomas havde fundet fem forskellige urter på parkeringspladsen. Vi kom rundt om hallen og ned til havnen, det var det eneste vi nåede, fortæller Mads Clemmensen.

Folk kan ikke slippe væk

En gang imellem bliver Mads Clemmensen også overrasket. Han fortæller om en aften på Melsted Badehotel sidste år, som i hans øjne var lidt af et sats. Han havde booket en lokal forsker med en phd-afhandling om de underjordiske og frygtede i princippet det værste.

– Lars Rømer kom klokken 18.00 for at fortælle om de underjordiske for 22 erhversledere, der har været på hele dagen. Jeg tænkte, hvordan skal det her gå?

Der skete det, at erhvervslederne blev totalt fanget af fortællingen om de underjordiske og holdt på Lars Rømer til klokken 23.00.

Det er sådan nogle oplevelser, der gør Mads Clemmensen helt høj.

– Det var så fedt, fordi det også er noget af det, der er røget i vores kultur, evnen til at fortælle en historie mundtligt. Det er det, der er det gode ved Bornholm. Folk kan ikke slippe væk. Når vi får dem sat ned og sagt, "du skal først hjem i morgen, du har ikke travlt", så slapper de af.

– Jeg tror, vi har fat i noget, der funker. Det bilder vi os i hvert fald ind.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT