I efteråret 2023 gav LAG-Bornholm tilsagn om 358.187,50 kroner til forsøgsproduktion af varmtvandsrejer med biofloc, der er en metode til opdræt i et lukket, landbaseret system uden udledning til omgivelserne, og et år senere kom det frem, at to forskere fra Roskilde Universitet skulle samarbejde med Nexø Vodbinderi om produktionen.
– Som forsker er det utroligt interessant at bidrage så konkret til en erhvervsudvikling med biologisk viden, og se hvordan denne viden kan kombineres med andre kompetencer. Jeg er som forsker stolt over at kunne bidrage til at skabe en bæredygtig udvikling på Bornholm og mener, at netop anvendelse af forskning til erhvervsudvikling er en kerneopgave for universitetet, siger lektor Per Meyer Jepsen fra Roskilde Universitet.
Specialbyggede tanke
I alt er 10.000 rejelarver på vej til Bornholm, efter at de tidligere på ugen blev overført til iltede poser i Østrig og transporteret gennem Europa. Larverne sættes ud i specialbyggede tanke, hvor en forsøgsproduktion i fuldt recirkulerede, udledningsfri systemer skal foregå. Teknologien gør det muligt at udnytte næringsstoffer i lukkede kredsløb og samtidig have fuld kontrol over vandkvalitet, energi- og ressourceforbrug, hvilket giver et minimalt klima- og miljøaftryk, fortæller Roskilde Universitet.
Målet er, at der i de kommende år kan leveres friske, velsmagende varmtvandsrejer fra lakseklækkeriet i Nexø til danske restauranter og andre aftagere.