Vilde dyr bag hegn

Vilde dyr bag hegn
LEDER | DEBAT | 16. OKT • 05:30
Tommy Kaas
Redaktør
LEDER | DEBAT | 16. OKT • 05:30

Bisonerne i Almindingen står som symbol på både vores kærlighed til naturen og vores trang til at styre den. Det forpligter os til omtanke – ikke overreaktion.

Det er forståeligt, at Almindingens bisonokser igen og igen sætter sindene i kog. Der er stærke følelser forbundet med bisonskovens dyreliv, for det er et symbol på naturens storhed – og i dette tilfælde ikke mindst på menneskets trang til både at beskytte og kontrollere den.

Men som det er med alle konflikter, er det nogle gange en god idé at tage luft ind og se nøgternt på sagen. Det kan man jo passende gøre, når den er blevet undersøgt.

Fødevarestyrelsen har nu seks gange siden 2021 været på kontrolbesøg i Almindingen for blandt andet at se, om der er sket overtrædelser af dyrevelfærdsreglerne. Anmeldelserne har været talrige – det har debatindlæggene og kommentarerne også. Men på Fødevarestyrelsens bundlinje baseret på fire års overvågning står, at dyrene – på nær en ældre han – har været i fin form.

Det betyder ikke, at man skal lægge sin kritiske sans til siden og klappe hælene sammen, hvis man synes noget andet. Men her er trods alt nogle kompetente mennesker, der har foretaget en professionel vurdering. Det er værd at sætte hak ud for.

I 2012 blev der sat seks bisonkøer og en tyr ud i vores bisonskov. Det er dyr, der tidligere har været tæt på udrydning på grund af jagt, og i Almindingen skulle de være med til at skabe en mere levende og varieret natur.

Det er dilemmafyldt. Vilde dyr bag hegn er jo som udgangspunkt ikke verdens bedste idé, og bisonerne i Almindingen står dér, midt i et spændingsfelt, intetanende om det levende symbol på frihed og kontrol, som de her. Det siger meget mere om os end om dyrene.

Men nu har vi dem, og det er trods alt de færreste af os, der ikke vil naturen det godt. Så kan der være forskellige meninger om, hvad dét betyder, og hvordan det skal føres ud i livet, men i forsøget på at forene naturpleje og vildskab skylder vi at passe på både dyr og proportioner.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT