Videnskab og ateisme: De eksistentielle spørgsmål

Et svar til Peter Lohman.

“Ingen har kunnet bevise, at den slags væsener [guder eller andre overnaturlige væsener] eksisterer” skriver Peter Lohman.

Det slår mig altid som påfaldende, at mennesker har så stor tiltro til videnskaben, at den dermed også skal kunne afgøre de helt store eksistentielle spørgsmål.

Videnskab er mange ting

Videnskab er mange ting, men videnskabens ideal er efterprøvning i den fysiske verden. En åndelig verden – i det omfang at en sådan eksisterer – hverken kan eller vil seriøs videnskab røre ved.

I middelalderen gjorde skolastikerne mange forsøg på logisk at bevise Guds eksistens – og såre menneskeligt, så blev de selv overbeviste af deres Gudsbeviser.

Kant (tysk filosof 1724 – 1804) trak tæppet væk under dem alle sammen. Ikke fordi han benægtede Guds eksistens, men fordi logik ikke giver adgang til sandheden om verdens beskaffenhed. Det betyder desværre også, at man ikke kan bevise, at noget ikke eksisterer – eftersom dét er et rent logisk argument.

Så ja, der er ingen videnskabeligt holdbare beviser på Guds eksistens – men heller ingen på det modsatte.

Hvem er man?

“Der findes ingen tegn på, at der findes et overnaturligt rige udenfor vores eget sind” skriver Peter Lohman.

Det kommer da an på hvem, du er.

Ingen kan undgå at blive betaget af en smuk solnedgang, men om man oplever den som Guds skaberværk, rent æstetisk eller som anledning til overvejelser om lysets brydning handler ikke om solnedgangen, men hvad man selv bringer med sig.

At Peter Lohman ikke ser tegn på guddommelig eksistens udenfor sig selv, betyder ikke, at det guddommelige ikke eksisterer – kun at han selv ikke ser det.

Det samme gælder de menneskelige fællesskaber og det menneskelige samarbejde, som Peter Lohman fokuserer på, og hvor han, i det omfang han deltager, gør det sammen med mennesker, der oplever samme grad af meningsfuldhed, men ikke nødvendigvis på samme måde som han selv.

Det minder mig om da jeg så “Out of Africa” med et par ellers fornuftige veninder. Jeg var – ungdommeligt - forarget over filmens følelsesafpresning, men da lyset blev tændt, så sad begge mine veninder opløste i tårer og der var kø til håndvaskene på vej ud.

Da faldt det mig ind, at jeg måske var gået glip af noget.