Bornholms Regionskommune har i årevis balanceret på kanten af det mulige. Det skaber utryghed for borgerne og usikkerhed for de ansatte. Vi skal tænde for det lange lys og lægge en plan, der holder i hele næste valgperiode - en plan, der giver tryghed for børnenes, de ældres, de syges og de udsattes velfærdstilbud – og ansættelsestryghed hos de medarbejdere, der hver dag løfter vores fælles velfærd.
Bornholm som mulighedernes ø
Hvis vi tør satse på vores styrker – naturen, trygheden, sundheden, fællesskaberne og en sund økonomi – så kan vi få flere tilflyttere.
Det er Radikale Venstres ambition at tiltrække 500 ressourcestærke familier til Bornholm. De vil bringe liv, energi og skattegrundlag med sig. Det betyder, at vi kan finansiere bedre velfærd for alle, samtidig med at Bornholm udvikler sine unikke styrker.
Bornholm skal bryde ud af den stilstand, der har præget øen i flere år. Bornholm skal være verdens bedste Bornholm. Det kræver mod til at prioritere vores styrker – så vi bliver endnu bedre til det, vi allerede er gode til.