Vi skal lære af Gotland - også at tale med pressen

Vi skal lære af Gotland - også at tale med pressen
Tidende kom med på øvelse på Gotland. Foto: Olivia Emma Espersen
LEDER | DEBAT | 23. FEB • 05:30
LEDER | DEBAT | 23. FEB • 05:30

Sverige handlede år før Danmark og har nu et robust totalforsvar. Bornholm halter bagefter – særligt på kommunikationsfronten, hvor forsvaret nægter at tale seriøst med offentligheden.

Få hundrede kilometer nordøst for Bornholm ligger Gotland. Her begyndte man at genopbygge forsvaret i 2018 – syv år før Bornholm. I dag har øen 450 ansatte, 300 værnepligtige og planer om at mobilisere op til 4.500 civile i en krigssituation.

De har ikke bare et regiment. De har et totalforsvar, hvor militær og civilsamfund samarbejder tæt og har ambitioner om at blive endnu mere stærke. De har ammunition og køretøjer på øen. De har en plan for at kunne klare sig selv, hvis forsyningslinjerne afbrydes. Og de har en stabschef, der taler åbent med pressen om det hele.

Bornholm har et regiment, der blev født i juni 2025. Vi ved ikke, hvor mange de er. Vi ved ikke, hvor mange de planlægger at blive. Og når vi spørger, får vi et skriftligt svar ovre fra om, at regimentet af hensyn til militær sikkerhed ikke kan kommentere på specifikke emner.

Det er et problem.

For et stærkt forsvar bygges ikke kun med våben. Det bygges også med sammenhold. Med tillid mellem militær og civilsamfund. Med en befolkning, der ved en stor del af, hvad der foregår, og som føler sig tryg ved at være en del af løsningen.

Det fik svenskerne fat i for år siden. Gotlands stabschef siger det direkte: Vi er afhængige af resten af samfundet, og de er afhængige af os. Derfor har vi et tæt samarbejde. Derfor er vi transparente. Derfor har vi ikke noget at skjule.


På Bornholm lukker forsvaret sig om sig selv som en stor organisation, der nærmest må formodes at have urent mel i posen. Ved ikke at stille op til interview, holde kortene tæt til kroppen og afvise nærmest enhver kommunikation med offentligheden, bliver det en solopræstation, som aldrig vil blive stærk nok.

Skal Bornholm styrkes, skal det gøres med både sammenhold og våben. Ingen af delene kan stå alene.

Tidendes reporter Olivia Emma Espersens reportagerejse til Gotland viser det tydeligt. Svenskerne har forstået, at totalforsvar handler om hele samfundet. At det tager tid at opbygge. Og at befolkningen skal være med.

Faren truer ikke på den korte bane, hvor Rusland er engageret i Ukraine. Men det tager også tid at skabe et robust samfund. Den tid skal vi bruge klogt.

Det betyder ikke, at fjenden skal have alle detaljerne. Men en del af kommunikationen er netop budskabet til fjenden om, at vi styrker vores modstandskraft. At afvise al kommunikation med offentligheden, fordi "fjenden læser med," er naivt.

Da regimentet blev født, blev der slået en presseofficer op. Desværre er stillingen endnu ikke besat. Det er en vigtig oprustning – så vi ikke er nødt til at rejse til Gotland for at finde forsvarskilder, der tør tale med offentligheden om at yde modstand.

For det er ikke nok at have soldater og våben. Vi skal også have et samfund, der ved, hvad der foregår, og som er klar til at bakke op. Det har Gotland forstået. Det skal Bornholm også lære.

Følg debatten på facebook!

FORSVAR AF BORNHOLM

Forbereder sig på det værste scenarie: 'Vi kan aldrig forlade øen'
EKSKLUSIV | ABONNENT

Forbereder sig på det værste scenarie: 'Vi kan aldrig forlade øen'

Gotlands beredskab inkluderer et samarbejde mellem alle på øen, mad og medicin til 90 dage og en plan for evakuering. Men ikke væk fra øen. Totalforsvaret bygger på, at øen står sammen. Kom med til statustjek på Sveriges Bornholm.
Den bornholmske minihær får kritik: Nu står chefen frem
BAGGRUND | ABONNENT

Den bornholmske minihær får kritik: Nu står chefen frem

Selvom Bornholms Regiment er oprettet på papiret, er der endnu ikke etableret et regiment, indrømmer oberst Lars Nygaard. Han forklarer i et interview til Tidende, hvorfor det tager tid. Én udfordring bekymrer ham især – og den bekymring deler forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
FÅ ABONNEMENT