Tilsvarende er der cirka 200 andelslejligheder, der potentielt kan omdannes til ejerlejligheder. Andelsboligforeningerne bør selv kunne bestemme, hvilken ejerform der er bedst for dem, da andelshaverne ejer bygningerne. Hvis disse boliger kom ud på det frie marked, så ville vi få et mere tilgængeligt og retfærdigt boligmarked, hvor det handler om at finde en køber og ikke om at have de rette forbindelser.
Stadigvæk leje- og andelsboliger
Det er vigtigt at understrege, at ophævelsen af forbuddet ikke betyder, at alle vil benytte sig af muligheden.
Beregninger viser, at 29 procent af andelsboligerne og 49 procent af de ældre lejeboliger har et økonomisk incitament hertil og derfor bør komme på markedet gradvist efterhånden, som lejere fraflytter, og andelsboligforeninger beslutter sig for at omdanne. Den nye frihed vil muliggøre flere ejerboliger i områder, hvor det er svært at bygge nyt - som for eksempel i bycentre.
Det vil også skabe muligheder for nyt liv steder, hvor det viser sig svært at udleje. Samtidig vil værdistigningerne, der følger med, blive beskattet og kunne bruges til at forskønne byområderne, klimasikre eller realisere andre samfundsgavnlige projekter.