Klimaministeren var mandag på noget, der lignede en god gammeldags charmeoffensiv, på Bornholm. Og at dømme efter de kommentarer, som Tidende indhentede fra dem, som mødte Lars Aagaard (M), så havde ministeren succes med sit forehavende.
Regeringen vil gerne have et let og smidigt samarbejde med Bornholm om den kommende energiø. Man vil gerne have, at Bornholm velvilligt lægger horisontlinje til lange rækker af vindmøller og sydbornholmske marker til et stort landanlæg, fordi det – åbenlyst, vil mange mene – er en god idé.
Det er det også. Den grønne omstilling er uundgåelig, og vi bliver nødt til at bidrage. Det nye, som ministeren havde med til Bornholm i mandags, og som er helt, helt centralt, hvis Bornholm ender med at skulle huse energiøen, det er et løfte om, at der også skal være noget i det for os.
Lige nu er det hele 'fugle på taget'. Vi véd jo ikke, om der følger arbejdspladser med energiøen. Vi ved ikke, om der kommer masser af følgeerhverv i halen på den nye energi, og om der ligger et profitabelt eventyr og venter på os. Mange tror det – ingen ved det. Til gengæld ved vi, at energiøen altså kommer med en horisontlinje, som for altid vil være forandret, og markante ændringer i landskabet på Sydbornholm.