Vi behandler narkomaner som affald

KOMMENTAR | DEBAT | Mandag 10. marts 2025 • 15:30
Af:
Ida W Larsen
formand form LAU Bornholm
KOMMENTAR | DEBAT | Mandag 10. marts 2025 • 15:30

– og undrer os over, at de ender på gaden.

 

Forestil dig, at du vågner op i morgen, og alle stoffer er lovlige.

Ville du straks løbe ned og købe en sprøjte heroin? Ville du skifte morgenkaffen ud med morgenkokain? Højst sandsynligt ikke.

Forbuddet mod narkotika bygger på en absurd antagelse om, at folk kun holder sig fra stoffer, fordi de er ulovlige. Men virkeligheden er en anden. De, der vil tage stoffer, gør det alligevel. Forskellen er bare, at de i dag køber dem i baggårde af kriminelle i stedet for på apoteker med vejledning og kvalitetskontrol.

Forbud skaber kriminalitet

Forbuddet har ikke stoppet narkotika. Tværtimod har det blot gjort det farligere.

Forbud har ikke forhindret misbrug, men tvunget misbrugere længere ind i den kriminelle løbebane og overladt markedet til bander. Hvis vi virkelig ønsker at beskytte folk mod farerne ved narkotika, så skal vi sikre, at de får rene produkter i sikre doser. Men i stedet gør forbuddet det stik modsatte.

Hverken kontrol eller vejledning

Når stoffer sælges på det sorte marked, så er der ingen kontrol med kvaliteten eller dertilhørende vejledning.

Det er en kemisk roulette, hvor hver dosis kan være den sidste. Fentanyl – et stof mange gange stærkere end heroin – bliver blandet i piller og pulver uden, at brugeren aner det.

Med en legalisering kunne vi tage markedet tilbage. Vi kunne beskytte brugerne i stedet for at overlade dem til kriminelle. Vi kunne tage pengene fra bagmændene og bruge dem på behandling og forebyggelse. Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor vi som samfund hellere vil lade borgere få deres stoffer fra skumle typer på hjørnet end fra en uddannet farmaceut på apoteket.

Hjælp

En stofmisbruger har brug for hjælp - Ikke fængsel. Ikke fordømmelse. Ikke et samfund, der vender ryggen til.

De ender i fængsel, fordi vi hellere vil straffe dem end at hjælpe dem. Og hvad så bagefter? De bliver lukket ud på gaden igen, uden hjælp, uden støtte – og så starter det forfra.

Eksempel på legalisering

Nogle tror, at legalisering vil føre til et samfund fyldt med narkomaner. Men se på Portugal. Da de afkriminaliserede stoffer, skete der ikke det kaos, som dommedagsprofeterne spåede.

Javel, der skete en kortvarig stigning hos mennesker, der lige skulle prøve de nye varer, men i længden faldt antallet af overdoser og HIV-smittede, mens flere søgte hjælp til deres misbrug.

Nogle siger, at legalisering vil føre til et samfund fyldt med zombier på stoffer.

Men lad os være ærlige: Hvis du virkelige ville tage heroin, ville du så lade være, bare fordi det er ulovligt? Forbuddet forhindrer ikke folk i at tage stoffer. Det forhindrer dem kun i at gøre det på en sikker måde.

Din krop

Du ejer din egen krop.

Hvis du vil drikke en øl, så er det dit valg. Hvis du vil ryge en joint eller tage MDMA, så burde det også være dit valg. Staten skal beskytte borgerne mod at skade andre – ikke mod at tage personlige valg, som kun vedrører dem selv.

Når vi siger, at vi skal legalisere narkotika, så siger vi ikke, at alle bør tage stoffer. Vi siger, at de, der gør det, skal have mulighed for at gøre det på en sikker og kontrolleret måde.

Forbuddet mod narkotika har været som at prøve at slukke en brand med benzin. Nu er det tid til at tage brandslukkeren frem.



FÅ ABONNEMENT