Ustabilt skiføre

Skiene kommer frem

Kære Brevkasse

Jeg har været gift med Jørgen i mere end 25 år. Vi har et lille parcelhus i Rønne, og er glade for vores helt normale tilværelse. Vi har fibernet, fjernvarme og friværdi, så alt burde være i skønneste orden. Vi har gode jobs med hæve/sænkeborde og frokostordning, og alligevel er der et lille aber dabei i vores ægteskab.

360 dage om året går alt som det sig hør og bør. Men ved vintertid indtræffer samme tilbagevendende hændelse så sikkert som amen i kirken. Det starter med små snefnug, som kommer dalende ned på græsplænen.

“Sne!” råber Jørgen med barnlig glæde, “Sne!”

Og så ved jeg, belært af erfaring, hvilket adfærdsmønster der sætter ind. Min kære Jørgen forvandler sig, som Dr. Jekyll og Mr. Hyde, fra lille Jørgen Kontormand til sit alter ego Jørgen Nordmand. Jørgen Nordmand ved alt om ski og føre, og de næste 5 dage må jeg lægge ører til løjpesituationen på Bornholm. Jørgen Nordmand farer ud på vores hvide græsplæne bevæbnet med en tommestok for at måle snedybden på nøje udvalgte observationspunkter.

“2 centimeter!” råber Jørgen Nordmand og fortsætter optimistisk ned i kælderen, hvor han støver sine langrendsski af fra sidste år.

Jørgen Nordmand kommer op fra kælderen bevæbnet med et arsenal af skivoks, stænger, støvler, sokker, gamacher, handsker, jakker og fleece.

“Har du taget mine skibriller, skat?” siger Jørgen Nordmand med en norsk strikkehue på hovedet.

“Nej. Hvad i alverden skulle jeg med dem?”

“Det er vigtigt med skibriller,” forsikrer Jørgen Nordmand mig, “du vil vel ikke have, at jeg bliver sneblind.”

Jørgen Nordmand har en doktorgrad i skismøring og kan diskutere dette essentielle emne med sin nabo i timevis.

Jørgen, der ellers aldrig kunnet løbe fra sin bornholmske accent, har nu fået snerten af nynorsk i sin mund.

“Den der smør’ godt tjør godt!” siger Jørgen Nordmand på sin nye skijargon.

“3 centimeter!” brøler han begejstret.

Og så skal der trækkes løjper i haven. Vores have, der ved første øjekast ligner en flad pandekage, har ifølge Jørgen Nordmand et lille fald ned mod vores tre sorte BOFA-spande ved indkørslen. Af pladshensyn må vi nøjes med to spor i haven:

1. Sort løjpe med hældning. Ned fra terrassen, udenom rosenbedet, rundt om beholder til glas/metal og papir, forbi beholder til restaffald og plast, derefter op ad “bakken” tilbage til terrassen.

2. Grøn løjpe uden hældning. Rundt om æbletræet.

“4 centimeter! Så er der dømt hjemmearbejdsdag!”

Jørgen Nordmand tjekker vejret på DMI, Yr, weather.com, TV2 og DR i håbet om perfekt skiføre i de næstkommende dage.

Jørgen Nordmand er selvfølgelig medlem af Bornholms Skivenner, selvom jeg i mit stille sind undres over, hvordan man kan være ven med en ski.

“5 centimeter! Hvidt i hvidt!”

Og så stryger Jørgen Nordmand afsted til Almindingen, hvor andre ligesindede skientusiaster har trukket spor i en blanding af grus og grankogler.

“Af banen! Af banen! Her kommer bananen!” råber Jørgen Nordmand og simulerer fjeldabe ned ad bakken, men hans dyre langrendsski bliver flået op af skærver og bornholmsk granit.

Der går et par dage, hvor Jørgen Nordmand klager over smerter i lår og haser, og først når tøvejrsdepressionen sætter ind, falder der atter ro over situationen.

Hjemmearbejdsdagene bliver afskaffet, skiene kommer i kælderen, og min gode gamle Jørgen falder ind i hverdagens trummerum.

Har jeg grund til bekymring?

Venlig hilsen Snedronningen

Kære Snedronning

Alt, hvad der kan lokke bornholmere væk fra skærmen, er velkomment. Om det er kælekaniner, line-dance eller skiløb betyder ingenting. Sålænge din gode gamle Jørgen indfinder sig i hjemmets arne efter sit lille norske sidespring, er der ingen grund til at ane uråd. Hvis han derimod ytrer ønske om et sæt rulleski og drømmer om at løbe på ski i korte bukser midt om sommeren, har du god grund til bekymring og er i så fald velkommen til at skrive til brevkassen igen.

Tænk hvis vi kunne pakke en lille rygsæk med en æske rosiner, lidt snack, mandler og en termokande med varm saft, og sætte den på ryggen af Donald Trump, og sende ham ud i Ekkodalen på en frostklar solskinsdag. Donald kunne tage sin ven Vladimir med på ski, og sammen kunne de dele en plade chokolade, mens de nød synet af isorglet på klippevæggen. Jeg tror, vejen til fred i verden går gennem en tur på ski med røde kinder. På den måde ville det være oplagt at indstille Bornholms Skivenner til Nobels Fredspris.

Venlig hilsen brevkasseredaktøren Lars Holmsted

Brevkassen

Læserbrevkassen styres af Lars Holmsted, som har nået en moden alder, hvilket gør ham i stand til at øse af et helt livs erfaringer med både stort og småt.

Holmsted er opdraget ud fra mottoet: der findes ingen dumme spørgsmål. God fornøjelse.