Uden erhvervsakademier får vi aldrig Energiø Bornholm

Uden erhvervsakademier får vi aldrig Energiø Bornholm
Illustration af det mulige landanlæg i forbindelse med energiøen.
KOMMENTAR | DEBAT | Torsdag 28. august 2025 • 15:30
Af:
Jimmi Eiberg
formand for Region Hovedstaden
Bornholm i Teknisk Landsforbund
KOMMENTAR | DEBAT | Torsdag 28. august 2025 • 15:30

Energiø Bornholm kræver teknikere fra ofte overset uddannelse.

Hver sommer hører vi de samme historier om tusindvis af unge, der får afslag på deres drømmestudie på universitetet.

I år gjaldt det mere end 10.000 kvalificerede ansøgere. Regeringens uddannelsesreform bliver derfor allerede kaldt en fiasko. I år er særligt antallet af afviste på ingeniøruddannelserne blevet gjort til et symbol på kritikken af regeringens reformer.

Men i den debat glemmer vi en vigtig pointe: universiteterne er ikke det eneste svar. Der findes en stærk og overset mulighed lige for næsen af os, nemlig erhvervsakademierne.

Masser af relevante uddannelser

For mens pladserne på ingeniørstudiet hurtigt fyldes op, står der stadig åbne døre til uddannelser som bygningskonstruktør, energiteknolog og el-installatør.

Det er uddannelser, som giver høj beskæftigelse, gode løn- og arbejdsvilkår, og som i praksis er helt afgørende for, at store projekter kan realiseres.

Alligevel er det overfyldte stole på universitetet fremfor de tomme på erhvervsakademierne, der stjæler opmærksomheden i debatten. Det er helt uden perspektiv.

Har brug for fagligheden

Tag bare Energiø Bornholm, som regeringen netop har genstartet. Det er et historisk projekt, der kan skabe både grøn energi til hele landet og masser af arbejdspladser til øen.

Men vi må stille os selv spørgsmålet: Hvem skal bygge og drive den enorme infrastruktur, hvis vi ikke uddanner de rette fagfolk?

Her er erhvervsakademierne en del af løsningen.

På Erhvervsakademi København uddannes der allerede unge med præcis de kompetencer, som energiøen får brug for - for eksempel installatører, energiteknologer og byggekoordinatorer.

Det er netop de fagligheder, der kan sikre, at de grønne ambitioner som Energiø Bornholm går fra teori og tegning til teknisk virkelighed.

Løbet er ikke kørt

Alligevel fylder erhvervsakademierne alt for lidt i den offentlige debat.

Fokus ender igen og igen på de afviste universitetsansøgere, mens vi glemmer, at vi i de kommende år kommer til at mangle tusindvis af erhvervsakademiuddannede teknikere.

Så til alle de afviste unge vil jeg sige, at løbet er ikke kørt. Tværtimod. I står med muligheden for at uddanne jer til en fremtid, hvor jeres faglighed kan blive selve nøglen til, at Energiø Bornholm – og hele Danmarks grønne fremtid – bliver en succes.

Og der er kort fra skolebænk til et meningsfuldt job i den teknologiske og grønne frontlinje.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT