Tvangsflytning af børn - en beslutning uden omtanke

Men hvem vil flytte hertil, hvis deres børn bliver kastet rundt uden hensyn til deres trivsel?

Min søn går lige nu i 1.A på Åvangsskolen.

Efter sommerferien står han og fem andre børn til at blive tvangsflyttet til Søndermarksskolen som en konsekvens af den skolesammenlægning, som Bornholms Regionskommune har vedtaget. Der er ligeledes 33 andre børn, som også står for skud denne gang. Vi forældre har intet at skulle have sagt. Der er ingen dialog - ingen reel mulighed for at modsætte os beslutningen.

Vores børn – små mennesker med stærke relationer og trygge rammer – bliver reduceret til brikker i et politisk spil.

En kaotisk proces uden plan

Vi deltog torsdag eftermiddag i et forældremøde med den nye skoleleder, Andreas Grossbøl for Skolerne i Rønne.

Her blev det tydeligt, hvor uigennemtænkt denne sammenlægning er. Kommunikationen var uklar, og hver gang vi forsøgte at få konkrete svar, så blev vi mødt med vævende forklaringer.

Der forelægger ingen plan for, hvordan børnene skal hjælpes gennem denne store forandring - ingen køreplan for, hvordan vi som forældre bedst støtter vores børn - ingen inddragelse af fagfolk med ekspertise i børns trivsel. Hvordan fortæller vi børnene, at de skal væk fra deres klassekammerater?

Hvornår? Hvad med SFO i sommerferien? Ingen har tydelige svar.

Hvorfor sætter man sådan en stor proces i gang uden at have styr på hver den mindste detalje?

Uigennemsigtige kriterier

Vi blev præsenteret for en række kriterier for hvilke børn, der skulle tvangsflyttes:

- Søskendehensyn

- Skolevej

- Skolehistorik

- Relationer

- Øvrige sociale og personlige forhold

Det blev sagt, at listen ikke var prioriteret – men det var en løgn. Under mødet afslørede det sig

hurtigt, at børn med søskende på skolen ikke bliver flyttet. Resten?

De bliver udvalgt ud fra en skæv prioritering, hvor velfungerende børn fra ressourcestærke hjem

står forrest i skudlinjen, fordi de ‘nok skal klare sig’.

Min søn har ingen søskende på skolen endnu. Han har tidligere oplevet et institutionsskifte, som var hård for en lille dreng, der ikke kan forstå. Lige nu har han stærke venskaber, er vellidt og tryg i sin klasse. Men han risikerer nu at blive hevet op med rode igen – fordi han er en af ‘dem, der nok skal klare det’.

Folkeskolen taber igen

Vi valgte aktivt folkeskolen til for vores søn. Vi ville støtte det fællesskab og de værdier, som den danske folkeskole bygger på.

Men det her? Det gør det umuligt at tro på, at kommunen vil folkeskolen det bedste. De skubber os væk.

Man vil så gerne lokke børnefamilier og arbejdskraft til Bornholm – men samtidigt tager man

beslutninger, der splitter familier og ødelægger børns skolegang. Befolkningstallet på øen falder

igen, og politikerne drømmer om vækst. Men hvem vil flytte hertil, hvis deres børn bliver kastet

rundt uden hensyn til deres trivsel?

Hvis det her virkelig handler om at spare penge – hvorfor vil man så ikke regne på konsekvenserne? Man har tilsyneladende kun ønsket at se de mulige besparelser, men ikke de

potentielle ekstraudgifter. Hvis sammenlægningen skaber problemer, der kræver ekstra ressourcer – hvor meget sparer vi så reelt?

Eller ender vi med at betale prisen dobbelt? Jeg tror, at de allerede kender svaret.

Vi som familie tog et aktivt valg om at flytte hjem. Vi bidrog med vores familie, vores arbejdskraft, vores skattekroner. Og nu ser vi på, mens vores børn bliver ofret i en meningsløs spareøvelse.

Tillidsbrud

Dette er ikke bare en sammenlægning. Det er et tillidsbrud.

Vi forældre vil ikke tie stille. Dette handler ikke kun om os, der står i det lige nu. Det handler også om de børn, der kommer efter.

Bedsteforældre, andre familiemedlemmer og forældre med små børn, der en dag skal i skole. Hvis vi ikke sætter foden ned nu, som et samlet Bornholm, hvem bliver så de næste?