En væsentlig del af datagrundlaget bag bogværket kommer fra frivillige lystfiskere og naturinteresserede. Her bidrager vi med folk, der har fingeren på pulsen og kender kysten, havet og åerne som deres egen baglomme. Lystfisker Jesper Schiøtt fra Sport Dres i Rønne er blandt dem, der har øset ud af sine observationer – og de lokale øjne har med sikkerhed bidraget med værdifuld dokumentation.
Det er værd at notere, at atlasset ikke fælder dom over havet. Det er heller ikke en entydig fortælling om forfald. Der er arter, som klarer sig bedre, og andre, der har det sværere. Men den ærlige kortlægning af de store forskydninger i vores havmiljø efterlader endnu en gang indtrykket af mennesket som den mest invasive art.
Spørgsmålet er jo ikke, om havet forandrer sig. Det gør det – og vi ved det. Spørgsmålet er, i hvilket omfang vi er villige til at påtage os ansvaret for at vende udviklingen.
Nu har vi et nyt udgangspunkt på 9,5 kilo – større end nogen af de torsk, der i dag findes i Østersøen. Det er et wakeupcall i sig selv.