Rønne Havn vil udvide henover træbådelaugets lejede grund. Træbådelauget vil overleve og bevare vores kulturarv ved at flytte og fortsætte deres virke i den gamle remise. Foreningen Rønne Street Sport vil sikre de unges muligheder for fortsat at kunne udøve deres hobby på ramperne foran remisen og gerne indeni.
Set udefra ligner det en klodset ups fra kommunens side, at man ikke på forhånd har banket havnen på plads eller sikret en løsning for træbådelauget, der ikke ødelægger hverdagen for andre gode foreninger som Rønne Street Sport. Men sådan er situationen nu, og det er spild af kræfter at kigge bagud.
Foran os ligger mulighederne for mere charmerende liv på Nørrekås, hvor unge, gamle, lystsejlere, fritidsfiskere, dykkere, bådebyggere og skatere nu kan skabe et endnu stærkere og mere levende miljø i området, der trænger til en saltvandsindsprøjtning.
Når kommunen nu har besluttet ikke at tilbyde remisebygningen til de unge, må parterne affinde sig med situationen og finde styrker i den nye konstruktion.