Tommel op til blafferkulturen

Hvad er det egentlig, der gør, at folk standser bilen for at samle en fremmed op?

Tidende tog turen rundt på Bornholm i weekenden. Det er der som sådan ikke noget mærkeligt i, eftersom vi kommer rundt til de fleste postkasser på daglig basis. Men lørdag var det en af vores journalister, der satte sig for at undersøge, hvor nemt det er at blaffe rundt. Og det skulle vise sig at være… nemt.

Det blev nærmest et lille sociologisk eksperiment: Et menneske i vejsiden med tommelen oppe – og bilister, der igen og igen holder ind til siden og spørger "skal du med?"

Det blev til 91 kilometer på lige godt fire timer og en afrunding, der konstaterede, at "vi passer virkelig godt på hinanden her".

Det var god læsning. Opløftende læsning.

I et samfund som vores er vi tættere forbundet, end vi måske går rundt og tænker over i hverdagen. Den afstand, der i større områder skaber anonymitet, findes ikke på samme måde her, og derfor er det nok lettere at hjælpe.

De fleste af os har prøvet at være afhængige af andres hjælp; til en tur hjem fra festen. Fordi bilen ikke vil starte. Eller hvis vi har misset bussen ved færgen. De erfaringer skaber en slags praktisk solidaritet.

Det ligger selvfølgelig dybt i mange mindre lokalsamfund, at man stopper for traktoren, hjælper naboen og altså samler blafferen op, men i en tid, hvor meget handler om mistillid og risiko, er det godt at blive mindet om dén medmenneskelighed.

Ofte er vi slet ikke så fremmede, som vi troede, når vi samler "en fremmed op", og ofte viser det sig, at vi har noget til fælles: En bekendt, et sted, en historie.

Og ved destinationen er det ikke kun blafferen, der er kommet frem – det er fællesskabet og sammenholdet i høj grad også.