Tak til de frivillige

SYNSPUNKT | DEBAT | Søndag 30. marts 2025 • 15:30
Af:
Stig Lodberg
KB-kandidat for Socialdemokratiet
SYNSPUNKT | DEBAT | Søndag 30. marts 2025 • 15:30

De er afgørende for os alle!

Søndag tikker der en sms ind: ”Er vi klar til fodbold mandag?” Vi svarer hver især, om vi føler os klar til udfordringen.

Sms’en kommer fra Jøsse, som har sendt den i snart to år. Mandag følger en ny besked, hvor det fremgår, hvor mange vi bliver - som regel 10-14 mand.

Man bliver straks glad i låget.

Når vi mødes, udveksles de vante kærlige fodboldspydigheder. Banen sættes op med kegler og mål, og som sædvanlig er den både for lang og for bred. Spillet går i et tempo, man sjældent ser, og Superveteran-holdet er i gang. Ingen hårde tacklinger – vi passer på hinanden. Efter to halvlege følger den tredje, som varer omtrent lige så længe som de første to. Det er her, at planlægningsmødet begynder.

Udover de sædvanlige traditionsrige fejringer af skiftende årstider skal vi markere runde fødselsdage, jubilæer og det, som man ellers mener bør fejres. Få, faktisk ingen forslag, bliver afvist - og der planlægges straks en frokost.

De samme

Det er de samme mænd, at man møder bag pølsedisken på Nexø Stadion ved hjemmekampe. Det er også dem, der står for fyrværkerisalget til nytår i Nexø Boldklub, hvor overskuddet sendes videre til klubben. De giver en hånd med, ”vi er her jo alligevel”, som de siger.

Det er de frivillige- dem, der vedligeholder klubhuset og sørger for, at alt fungerer, så vi andre kan deltage.

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om de selv er klar over, hvor betydningsfulde de egentlig er.

Deres indsats er uvurderlig, og jeg er dybt taknemmelig for at være en del af holdet og har enorm respekt for deres indsats. Overalt på øen findes disse fællesskaber. Dem skal vi passe på, sætte pris på og sige tak til.

Først den dag, at de forsvinder, forstår vi deres egentlige betydning. Og de vil forsvinde, hvis vi ikke støtter dem og udvikler dem.

De skal støttes

Uden støtte fra det kommunale niveau og uden den politiske vilje til at sikre, at disse fællesskaber kan trives og udvikle sig, så risikerer vi at miste noget helt centralt. Så står vi pludselig uden de stærke bånd, der knytter os sammen, uden de frivillige kræfter, der holder vores lokalsamfund i gang.

Derfor skal vi huske at sige tak – til dem, der stiller op hver uge, til dem, der holder klubhuse ved lige, og til dem bag arrangementer og tiltag, som vi ofte tager for givet.

Vi skal støtte dem, sikre deres fortsatte virke og give dem de nødvendige ressourcer til at udvikle sig. De er afgørende for vores ø, vores lokalsamfund og for os alle som mennesker. Tak.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT