Tak for at redde en potentiel ruin

Tak for at redde en potentiel ruin
LEDER | DEBAT | Fredag 21. februar 2025 • 05:30
Tommy Kaas
Redaktør
LEDER | DEBAT | Fredag 21. februar 2025 • 05:30

Det er helt rigtigt set af Rønne Byforening at give prisen for årets hus i Rønne til den entreprenante Kim Christiansen for hans store indsats med det tidligere gymnasium.

Det har ikke været nogen let vej at få omdannet det gamle gymnasium i Søborgstræde i Rønne til nye, moderne lejligheder.

Entreprenør Kim Christiansen har været igennem en lang proces med bureaukratiske forhindringer, modstand og sågar en politianmeldelse for at nå dertil, hvor han onsdag formiddag fik overrakt prisen for årets hus i Rønne.

Byggemanden, der gennem mange år har drevet Nordbornholms Byggeforretning som en særdeles god forretning, har på sin egen facon insisteret på at få gjort det her færdigt – og dét må man give ham: I dag står der 35 lejligheder, og der er yderligere 12 på vej.

Ikke kun på grund af boligmanglen er dét fantastisk – det har også pustet nyt liv i en bygning, som kunne være endt som en stor, grim ruin i Rønnes bymidte.

Vi skylder de mennesker, der investerer energi, tid og penge i den bornholmske bygningsarv, en stor tak. Når vi formår at passe på de gamle ejendomme, sikrer vi en god byudvikling, og det er selvfølgelig noget, som lokalsamfundet har stor glæde af.

Det er jo fantastisk, at nogle mennesker har midlerne til at gøre en indsats og føre en vision ud i livet. Og når visionen – som i dette tilfælde – koster blod, sved og tårer, er det ikke mærkeligt, at bygherren fælder en tåre, når der bliver sat pris på byggeriet – som det skete i går.

Rønne Byforening har tænkt lidt ud af boksen og givet prisen for årets hus til Kim Christiansens enorme projekt, som har gjort en stor forskel på flere niveauer, og det er rigtig godt set.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT