Stor respekt til Jill Grønberg

Det fortjener både respekt og opbakning, når fagfolk tør at stå frem og forklare, hvorfor omlægningen til urørt skov på Bornholm ser ud, som den gør.

Stor respekt til Jill Grønberg for at træde frem og forklare, hvorfor omlægningen til urørt skov på Bornholm ser ud, som den gør. Det kræver nerver at stå i offentligheden, når man ved, at synspunkter vil blive reduceret til følelsesladet mudderkastning, men hun formidler roligt og fagligt – præcis det vi har brug for i en sag som denne.

Vi skal huske historien

Når man møder en stak fældede træer langs vejen, så kan det naturligvis virke voldsomt. Men vi skal huske historien, før vi dømmer.

Statens rolle som produktionsskove er ikke opstået af ingenting. I kølvandet på blandt andet slaget på Reden og bombardementet af København i begyndelsen af 1800-tallet, så blev skovene drevet intensivt for at sikre tømmer til flåden og byggeri. Staten løftede den opgave i århundreder — og det er derfor, vi i dag har store monokulturer, som ikke er optimalt for biodiversiteten.

Tiden skifter

Tiderne skifter. Hvor staten før skulle sikre tømmer til national forsyning, så er behovet i dag et andet: vi mangler levesteder, dødt ved, lysninger og variation — altså den natur, som mange arter er forarmet for.

Samtidigt importerer Danmark i betydelige mængder træ; vi er langt fra selvforsynende. Derfor giver det god mening, at statens arealer prioriteres til natur og biodiversitet, mens private skovejere og omlægning af udpint landbrugsjord kan forsyne markedet med råtræ. Det er en mere effektiv og bæredygtig opdeling af opgaverne.

At lave veteraniseringer, skabe lysninger og bruge dyr til græsning er ikke vandalisme — det er aktiv naturforvaltning med øje for artsmangfoldighed. Det kræver fagfolk, der tør stå frem og forklare, og det fortjener både respekt og opbakning.

Tak

Tak til Jill Grønberg for at gøre præcis det. Bornholm har brug for flere som hende — ikke flere højlydte meningsudvekslinger uden faglig tyngde.