Staten har ikke plads ved puslebordet

KOMMENTAR | DEBAT | Søndag 2. marts 2025 • 11:00
Af:
Ida W Larsen
formand for LAU Bornholm
KOMMENTAR | DEBAT | Søndag 2. marts 2025 • 11:00

Lad familierne bestemme

 

Forestil dig at blive tvunget til at vælge, hvordan din familie skal tilrettelægge de mest afgørende måneder af dit barns liv. Ikke fordi det er bedst for dig, din partner eller dit barn – men fordi staten har bestemt det.

Lyder det rimeligt? Alligevel er det præcis den virkelighed, som politiske øremærkninger af barsel skaber.

Frihed burde være selvfølge

Når politikere dikterer, hvordan barslen skal fordeles mellem mor og far, så fratager de familier den frihed, der burde være en selvfølge.

Hver familie er unik. For nogle familier kan en mor ønske at tage længere barsel, mens for andre kan det være faren, der ønsker at være mere hjemme. I andre tilfælde kan begge forældre vælge at dele barslen mere fleksibelt - afhængigt af deres arbejdsliv og personlige ønsker. Hvis staten presser familier ind i en bestemt model, så risikerer vi at skabe et system, hvor disse forskellige behov og ønsker ikke kan blive imødekommet.

Spisebordet - ikke Christiansborg

Det bør ikke være op til staten at definere hvad, der er “rigtigt” for hver enkelt.

I stedet bør staten skabe rammer, hvor familierne selv kan vælge, hvordan de bedst organiserer deres liv. Det valg skal træffes rundt om spisebordet derhjemme - ikke i folketingssalen på Christiansborg.

At påtvinge familier en politisk beslutning om, hvordan barslen skal fordeles, undergraver både den individuelle frihed og den personlige ansvarsfølelse, som kendetegner et velfungerende samfund. Det er netop i de intime, daglige valg, at forældrene kan vise størst omsorg og forståelse for deres barns behov. At fjerne muligheden for, at forældre kan planlægge denne tid selv, betyder, at man fratager dem retten til at være de bedste beslutningstagere for deres egen familie.

Hvorfor skulle politikere, som sjældent har en konkret forståelse af den enkeltes situation, være bedre til at bestemme dette end de mennesker, der lever tæt på barnet hver dag?

Øremærket barsel

Tilhængere af øremærket barsel hævder, at det fremmer ligestilling.

Men sand ligestilling handler om at give mennesker frihed til at træffe deres egne valg – ikke om at tvinge dem til at passe ind i en politisk skabelon. Fri barsel handler ikke om at sætte ligestillingen tilbage. Vi skal have tillid til, at forældre selv ved hvad, der er bedst for deres familie. Politikernes rolle bør være at skabe rammer, der gør det muligt for familier at vælge frit – ikke at detailstyre deres valg.

Argumentet om, at flere fædre vil tage barsel, hvis den øremærkes, bygger på en misforståelse. Hvis en far ønsker at tage barsel, så behøver han ikke staten til at holde ham i hånden - og hvis han ikke ønsker det, så bliver han nødt til det alligevel. Valget skal være hans – ikke politikernes.

Lad os sætte familierne fri

I en tid, hvor familierne ser vidt forskellige ud, er det endnu vigtigere, at staten giver plads og frihed til, at hver familie kan forme sin egen tilværelse på de måder, der passer bedst til deres unikke situation.

Familien er ikke længere kun en traditionel kernefamilie med mor, far og børn; i dag kan familier bestå af mange forskellige konstellationer, hvor både samlivsformer, arbejdsforhold og omsorgsroller varierer markant. Denne mangfoldighed skal anerkendes og respekteres, ikke dikteres af politiske beslutninger, der ikke tager højde for den enkeltes omstændigheder.

Lad os sætte familierne fri. Lad os give forældre friheden til at indrette deres barsel, som det passer dem bedst. For i sidste ende er det ikke staten, der kender den enkelte families behov. Det gør familien selv.



FÅ ABONNEMENT