Skammens hospital

En dårlig oplevelse.

Jeg fortæller denne historie, fordi jeg læste, at Bornholms Hospital har fået 66.000 kroner til at optimere forholdene på hospitalet for de fødende.

Jeg er så vred over det og tænker: sikke en gang øregas.

Derfor så fortæller jeg jer også min historie. En historie, som er oplevet. og en historie om svigt og en historie der deler vandene ved jeg.

Min fødselsoplevelse

Da jeg 7. juni 2023 skulle føde vores datter på Bornholms Hospital, så glemmer jeg ALDRIG det traume, som det efterlod.

Både fødslen og efterfødselsforløbet var 10 dage i Helvede.

Selve fødslen går jo som en fødsel går, kan man sige. Jeg har fået det fortalt, fordi min hjerne grundet traumet har slettet hele forløbet. Men som sagt, så blev jeg fortalt, at der kom en sosu-assistent ind uden nogen særlig funktion men for at hyggechatte med jordemoderen mens jeg lå der syv-otte centimeter åben.

Der var ingen, der skærmede min partner. Han stod og blev forskrækket over, at der var al det blod, og han var ikke sikker på, at han fik mig hjem igen - det var hans følelser i det. Der burde den meget uprofessionelle sosu havde gået ind og passet på ham og forklaret ham, at alt var normalt, så han ikke endte i et stort chok.

Bagefter

Efterfølgende havde vi syv dages indlæggelse, hvor vi hele tiden følte personalet ville spille os ud med hinanden, og de kom ind hver time på stuen, så havde ingen mulighed for at hvile eller lære at amme.

Vores datter havde en smule gulsot og havde svært ved at tage på så fair nok, at de var observante, men hver time for at se, om jeg kunne amme hende, for at se om jeg skiftede hende, for at se at jeg bar hende forsigtigt rundt og understøttede hovedet - hele tiden nogle nye undskyldninger.

Jeg kan huske, at hun begyndte at græde, og der kom tre sygeplejersker, en læge og en sosu løbende - bare fordi hun skulle skiftes, hvilket jeg jo også lige skulle lære.

Ud over dette så hver gang, at hun blev lagt til, og jeg skulle prøve at få ro til at amme, så rørte de bare ved mig til trods for, at jeg havde sagt flere gange, at jeg havde berøringsangst. De gav mig ikke lov til at interagere med min baby.

Noget blev ikke fortalt

Jeg kunne godt mærke, at der var noget, som de ikke fortalt mig, og det hele endte med, at hospitalet havde sendt en indberetning til kommunen med henblik på at få hende tvangsfjernet til trods for, at de snakkede om, at det kun skulle være eventuel støtte.

Efter syv dages psykisk usikkerhed og ingen søvn overhovedet, fordi de hele tiden kom og smækkede med døren, så er det ikke underligt, at man bliver drænet og føler sig opgivende.

Jeg blev så vred, at jeg ringede direkte til vores sagsbehandler på kommunen og forklarede situationen - de lukkede sagen med det samme, fordi der ikke var noget og have det i, og at det aldrig havde været det.

De skabte utryghed

Men at et hospital kan skabe så meget utryghed for en nybagt mor, er jeg stadig dybt chokeret over, og at patientklagenævnet så tager hospitalets parti og siger de handlede ud fra korrekte procedure, så forstår jeg det ikke. De skabte en utryghed og en frygt for at føde i fremtiden.

Roen og det at være mor kom først, da jeg kom hjem og amningen blev etableret hurtigt derefter. Der var ingen stress og intet pres, og jeg kunne se min dejlige baby i øjnene og lære hende at kende uden at blive målt og vejet.

Næste gang

Da jeg sidste år blev mor til vores dejlige tvillinger, så fødte jeg på Rigshospitalet 23. september, og det er jeg glad for, at jeg gjorde.

Jeg ønsker ikke for nogen - ikke engang min værste fjende - at nogle nogensinde skal føde på skammens hospital.

Det var ellers lige ved, at jeg fødte på BOH, fordi jeg blev indlagt to dage før fødslen på Rigshospitalet. Indlæggelsen skyldtes, at jeg havde sådan en stikken og prikken og ondt i maven, og jeg troede mit vand var gået.

Så søndag 22. september, da jeg skulle udskrives, bad jeg om en ekstra undersøgelse - mine veer var begyndt meget lidt, og jeg var en centimeter åben.

Det sidste fly var gået, Kombardo bussen kørte ikke mere den dag. De sagde, at jeg kunne tage færgen over, hvis jeg havde mod på det med den besked ”du kan køre ind på hospitalet i Malmø hvis det bliver for slemt”. Jeg fik kraftige veer på Øresundsbroen i betalingsanlægget men bed sammen og kom til Rigshospitalet.

Grunden til at jeg skulle køre selv var, at det var ikke alvorligt nok til at rekvirere helikopteren.

Sikke en tryghed og blive sendt afsted med!

Pengene fjerner ikke utrygheden

Så de 66.000 kroner, der bliver givet for at optimere forholdene for de fødende, er godt nok, men når der er personale der skaber utryghed og frygt, så hjælper de ikke, hvis man frygter at møde det samme personale, som skabte utryghed sidste gang. At man som førstegangsfødende der klager over dårlig behandling, ikke kan få medhold, fordi der er sendt procedure ind i stedet for at lytte til selve patienten forstår jeg ikke.

Vi ønskede ikke økonomisk erstatning, men kun en garanti for, at det implicerede personale, der gav os utrygheden blev gjort til ansvarlige. Hvad nu hvis andre ender i en lignede situation som os?

Lyt til patienten

Det kunne måske give noget tryghed og skabe en god oplevelse, hvis hospitalet lyttede til sine patienter og var mere kritisk i forhold til oplevelsen efter sådan en traumatisk oplevelse, da det her er mennesker, som man arbejder med - og ikke opgaver.

Bliver man set som opgaven, der bare skal løses, så kan det menneskelige tit fade ud, og så er det situationen, hvor man bliver utryg for den dynamik, der burde være personale/forældre imellem.

Jeg håber virkelig, at der bliver taget ved lære af denne oplevelse, og at de gør alt i deres magt for det ikke sker igen nogensinde!

Så 66.000 fra fødselsplanen i Region H er jo ikke engang nok til at få malet væggen på en fødestue, så det er i sig selv også dybt kritisabelt.

Men når hospitalet har denne historie med i bagagen i forvejen, så har jeg svært ved at se hvordan de kan optimere forholdene uanset hvad.

Debatredaktørens bemærkning og svar fra hospitalet

Der er tale om en personlig oplevelse.

Tidende har 16 marts via mail til direktionen forelagt hospitalet dette indlæg og vi har modtaget nedenstående.

Vi skal gøre opmærksom på, at hospitalets personale har tavshedspligt og derfor ikke kan udtale sig om enkeltsager.

Hospitalets svar

"Som hospital er det vores vigtigste opgave at sikre trygge og professionelle rammer for fødende og deres familier, og vi ønsker, at alle, der føder hos os, føler sig hørt, respekteret og støttet – både fysisk og mentalt. Derfor er vi naturligvis berørte af, at Diana Brandt Pedersen ikke har følt sig godt behandlet hos os.

Vi evaluerer forløb efter alle henvendelser fra vores patienter for at skabe læring, og det har vi naturligvis også gjort her.

Vi kan og må ikke kommentere enkeltsager, da vi har tavshedspligt, men står altid til rådighed for vores patienter - også når der opstår svære følelsesmæssige situationer, så vi sammen kan evaluere forløbet.

Konstruktiv kritik er vigtig for, at vi som hospital hele tiden kan lære. Derfor har vi også haft dialog med Diana og familien efter forløbet, og vi står naturligvis til rådighed, hvis Diana og familien har ønske om yderligere dialog."