Skal vi satse på grisen?

Planer om en ny “ø-gris” kan gøre slagteriet til et specialcenter for bornholmske kvalitetsprodukter – hvis Danish Crown tør tage springet.

En klog kvinde sagde en gang: Uden drømmen om noget bedre vil man bare have mere af det samme.

Jeg mødte en af leverandørerne af Bornholmergrisen for ikke så lang tid siden, og han oplyste mig om, at der slagtes og afsættes cirka 50.000 Bornholmergrise svarende til ca. 10% af de slagtesvin der årligt produceres på Bornholm.

Jeg arbejdede i en årrække på Kannikegård, - hvor vi drøftede mulighederne for at "dyrke" dette varemærke meget mere.

Det var gode og konstruktive møder, hvor der deltog repræsentanter for øens store griseproducenter, fagforeningen NNF, landbrugsrådgivere, erhvervsfremmeaktører mm. Desværre manglede vi toppen - altså dem der virkelig bestemmer i Danish Crown.

Men jeg oplevede en meget stor velvilje til ønsket om at gå meget videre ad det spor.

Som udgangspunkt ville det være interessant at gå efter en "ø-gris", der som minimum levede op til de krav, der i dag kendetegner produktionen af Bornholmergrisen (et varemærke der ejes af Coop).

Det skal dog lige med det krav, at foderet bør være 99% lokalt produceret (der er noget med at visse mineraler og vitaminer er nødvendigt at importere). Dernæst kunne man nemt forestille sig, en række yderligere varemærker, der bygger ovenpå.

Det kunne for eksempel være friland, økologiske mm. I dag består foderet for en stor del af importeret soya fra Sydamerika.

Sidst jeg var inde og læse om de produktionsforhold og de afledte miljøkonsekvenser blev jeg ret chokeret.

Danish Crown

Hvis Danish Crown kunne overbevises om, at der var et forretningsgrundlag for en "ø-grise-produktion", så føler jeg mig overbevist om, at slagteriet kunne udvikles til at være et specialslagteri, - hvor man både slagter og fremstiller højt forarbejdede kvalitets charcuteri-produkter.

Disse produkter ville kunne udvikles med en stærk autentisk historie, der samtidig ville kunne spille rigtig godt sammen med øens turismestrategi - og naturligvis passe rigtig godt ind i øens nye fødevarestrategi.

Det ville samtidig være med til at bevare og evt. udvide antallet af medarbejdere, selv om der slagtes betragteligt færre grise. Da vi tilbage i 00erne sad på Kannikegaard og diskuterede disse muligheder, så tegnede der sig faktisk også et billede af, en del lokal kapital der var interesseret i at investere i en sådan udvikling - sammen med Danish Crown.

Prøve igen?

I disse ”tre-parts-tider” må det være tid til at tage disse tanker – drømme – alvorligt op igen.

Vi ville kunne komme ud over den udfordring der hedder, at der skal slagtes minimum 500.000 slagtesvin om året. Samtidig kan der frigøres land til skovrejsning, vild natur med mere jævnfør ”tre-parten”.

Jeg drømmer.