Datterselskab til Dancenter åbner kontor på Bornholm

Datterselskab til Dancenter åbner kontor på Bornholm
Bornholms nye sommerhusbureau kommer til at have kontor lige her - på Store Torvegade 115 i Rønne. Det fremgår ikke af pressemeddelelsen om Dancenter flytter ud. Arkivfoto: Sarah Thun Kristensen
ERHVERV | 24. JUN • 19:00
ERHVERV | 24. JUN • 19:00

Efter en årrække med problemer hos sommerhusbureauet Dancenter har datterselskabet Admiral Strand nu åbnet lokalkontor på Bornholm.

Der er et nyt og spændende sommerhusbureau i byen.

Det blev lanceret under folkemødet, og det skal sikre en stærk lokal tilstedeværelse og skabe tætte relationer til både boligejere, samarbejdspartnere og feriegæster.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Admiral Strand, som er det nye sommerhusbureau, der har åbnet lokalkontor på Store Torvegade 115 i Rønne.

På den adresse ligger imidlertid allerede et andet sommerhusbureau - nemlig Dancenter, som de seneste år har været i spalterne på baggrund af både sommerhusejere, turister og samarbejdspartneres dårlige oplevelser med bureauet.

De har ad flere omgange været i retten, hvor de har tabt flere sager.

Admiral Strand er ifølge pressemeddelelsen et dansk sommerhusudlejningsbureau, der specialiserer sig i udlejning af private sommerhuse af høj kvalitet. På Bornholm vil det nye bureau ifølge pressemeddelelsen fokusere på udlejning af nøje udvalgte premium- og kvalitetshuse, der som minimum er vurderet til tre stjerner og har plads til mindst fire personer.

Unavngiven talsperson

Det fremgår imidlertid ikke af pressemeddelelsen, at Admiral Strand er 100 procent ejet af Dancenter A/S, der som bekendt er ejet af den indiske hotelkæde Oyo Rooms.

De informationer kan man finde i CVR-registeret, hvor alle danske virksomheder er registreret.

Mens Admiral Strand for første gang har et lokalkontor på Bornholm og ifølge pressemeddelelsen er et sommerhusudlejningsbureau, som blev etableret på den jyske vestkyst tilbage i år 2000, er det altså værd at bemærke, at virksomheden i 2018 blev opkøbt af Dancenter. Dengang rådede bureauet over cirka 700 feriehuse.

Helt så nært kommer vi det ikke i den seneste pressemeddelse, hvor det fremgår at bureauet udlejer hundredvis af ferieboliger langs den populære kyststrækning.

– Bornholm er en helt særlig destination med en stærk identitet og et voksende marked for kvalitetsferier. Vi ser et stort potentiale i at tilbyde både sommerhusejere og feriegæster en professionel premium-løsning, der kombinerer høj service, lokal forankring og attraktive

ferieoplevelser, udtaler en unavngiven talsperson fra Admiral Strand Feriehuse i pressemeddelelsen.

Tidende har rakt ud til pressekontakten hos Dancenter og Admiral Strand med en række opfølgende spørgsmål, og vi følger op med endnu en artikel, når vi får svar på, hvor meget de to virksomheder kommer til at hjælpes ad.

Admiral Strands ejere

Admiral Strand er ifølge CVR-registeret ejet af Dancenter A/S.

Dancenter A/S er ifølge CVR-registeret ejer af Oravel Vacation Homes Denmark ApS, som har Shirish Damani og Ankit Tandon som direktører.

Oravel Vacation Homes Denmark ApS er ifølge CVR-registeret ejet af OYO Vacation Homes Holding B.V - som har adresse i Amsterdam.

Herfra kan man ikke finde mere information via CVR-registeret, men Ritesh Agarwal, som er stifter og indehaver af den indiske virksomhed Oyo Rooms har tidligere været på charmeoffensiv i Danmark som indehaver af Dancenter.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT