For hvad var det egentlig, det var så vigtigt at vise frem?
Ifølge aktindsigter foretrak ministeren, at en overflyvning fandt sted under et arrangement, han selv deltog i. Det har han kaldt en misforståelse. Andre læser det som en bevidst iscenesættelse. Uanset hvilken forklaring man hælder til, står ét tilbage: Forsvarets mest avancerede kampfly blev endnu en gang brugt i direkte forbindelse med et politisk arrangement midt blandt tusindvis af civile.
Vores kampfly er bygget til krig. De er ikke neutrale symboler, og i en tid, hvor konflikter fylder enormt meget i vores fælles bevidsthed, kan synet og lyden af dem skabe enorm, unødig usikkerhed – stik modsat hensigten.
Folkemødet er demokratiets festival. Et sted for samtale, uenighed og fællesskab. Ikke en scene for militær markering – og slet ikke, hvis det kan opfattes som en reklame for en siddende minister.