Retfærdighed i sport

Er vi villige til at ofre den på inklusionens alter?

Når vi ser på DBUs nylige beslutning om at lade transkønnede deltage i pigesport på Bornholm, så står vi over for et afgørende spørgsmål:

Skal vi ofre sportens kerneværdier for at imødekomme en ideologi, der sætter inklusion over alt andet? Jeg ved, at dette er et ømtåleligt emne. Diskussionen om transkønnede i sport vækker stærke følelser, og risikoen for at blive stemplet som transfobisk eller intolerant hænger altid i luften. Men hvis vi ikke tør tage debatten, så risikerer vi, at retfærdighed og lige vilkår bliver reduceret til tomme ord.

Det her handler om principper, og ikke om enkeltsager eller personer.

Sport er fairness

Sport har altid handlet om fairness – en fælles forståelse af, at konkurrencer foregår på lige vilkår.

Det er denne fairness, der inspirerer os, der driver atleter til at yde deres bedste, og som gør sporten til et fælles samlingspunkt. Men hvad sker der, når vi lader følelsesladede dagsordener tilsidesætte videnskab og fornuft? Vi underminerer hele fundamentet for sporten - og det kan vi simpelthen ikke acceptere.

Biologi spiller en rolle

Lad os begynde med det uomgængelige: Biologi spiller en afgørende rolle i sport.

Videnskaben er entydig. Mænd og kvinder har forskellige fysiologiske forudsætninger, der ikke kan negligeres – heller ikke efter hormonbehandling. Transkvinder, der biologisk er født som mænd, har naturlige fordele i muskelmasse, knogletæthed og iltoptagelse, som ikke bare elimineres ved at identificere sig som noget andet. Disse fordele giver bare en fordel, som ikke blot er marginal, men i mange tilfælde afgørende.

Når vi lukker øjnene for disse fakta og lader transkvinder konkurrere i kvindekategorier, så begår vi en alvorlig uretfærdighed. Det er ikke transfobisk at påpege dette. Det er derimod en nødvendighed, hvis vi ønsker at bevare sportens integritet.

Fairness er ikke en abstrakt idé; det er et fundamentalt princip. Hvis vi fjerner det, står vi tilbage med en konkurrenceform, der favoriserer få på bekostning af mange.

Større tendens

Men det her handler ikke kun om sport.

Denne debat er et spejl på en større tendens i vores samfund, hvor inklusion er blevet et altoverskyggende mål – ofte på bekostning af andre grundlæggende værdier. Woke-dagsordenen har længe dikteret præmissen i offentlige debatter. Den kræver, at vi tilsidesætter logik, biologi og sund fornuft, fordi vi for alt i verden ikke vil støde nogen.

Vi ser det ikke kun i sport, men også i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet og i andre samfundsinstitutioner. Inklusion er blevet en moralsk standard, som ingen tør sætte spørgsmålstegn ved. De, der vover at udfordre denne dagsorden, bliver lynhurtigt stemplet som intolerante eller "højreorienterede".

Men hvor fører denne udvikling os hen? Når vi opgiver fundamentale principper som retfærdighed og lige vilkår for at imødekomme følelser, så skaber vi nye uretfærdigheder i stedet for at rette op på de gamle.

Vi ødelægger kvindesporten

Særligt i kvindesport er konsekvenserne tydelige – og dybt problematiske.

Kvindekategorier blev skabt for at sikre, at kvinder kunne konkurrere på lige vilkår, beskyttet mod den fysiske overlegenhed, som mænd biologisk har. Når vi tillader transkvinder at deltage i disse kategorier, så underminerer vi denne beskyttelse. Det handler ikke om at ekskludere nogen, men om at bevare retten til en fair konkurrence.

Hvis vi fortsætter ad denne vej, så risikerer vi at ødelægge kvindesport fuldstændigt. Det er ikke bare et tab for de enkelte atleter; det er et tab for sporten som helhed. Vi har allerede set eksempler i udlandet, hvor kvindelige atleter har mistet mesterskaber og medaljer til transkvinder, der biologisk har haft bedre forudsætninger. Hvor mange flere skal opleve det, før vi tør sige fra?

DBU’s beslutning berører også børn og unge, og her bliver problemet endnu mere alvorligt. Børn skal have lov til at dyrke sport for sjov, for fællesskabet og for deres udvikling. Men hvis piger allerede fra en tidlig alder oplever, at de ikke kan konkurrere på lige vilkår, så risikerer vi at tage glæden fra dem. Det er skideuretfærdigt.

Vi må spørge os selv: Hvilket signal sender vi til de næste generationer? Er det virkelig det værd at sætte fairness over styr for at følge en politisk korrekt dagsorden? Børns tillid til sportens retfærdighed er skrøbelig, og vi risikerer at svigte dem ved at ignorere deres oplevelser og følelser.

Ikke eksklusion!

Ingen ønsker at ekskludere transkønnede fra sport. Det er ikke det, denne debat handler om.

Jeg benægter på ingen måde heller ikke, at transpersoner kan opleve udfordringer i livet! Men inklusion må og skal ske på en måde, der respekterer de grundlæggende principper for fairness og lige vilkår. Måske er løsningen at skabe en åben kategori, hvor transkønnede kan konkurrere på lige fod uden at påvirke kvindekategorierne. Måske skal vi genoverveje kriterierne for deltagelse i kønsopdelte konkurrencer. Eller måske skal vi fokusere mere på mix-rækker? Det er komplicerede spørgsmål, men de er nødvendige at tage op.

Hvilket samfund?

I sidste ende handler denne debat om mere end sport. Den handler om, hvilket samfund vi ønsker.

Vil vi være et samfund, der baserer beslutninger på fakta og retfærdighed? - eller et samfund, hvor venstreorienterede agendaer sætter dagsordenen, uanset konsekvenserne? Wokeismens greb om vores offentlige debat har allerede haft store omkostninger, og hvis vi ikke siger fra nu, så risikerer vi, at det bliver endnu værre.

Retfærdighed må aldrig blive en ligegyldighed. Fairness er ikke bare en abstrakt idé; det er et princip, der holder vores samfund sammen.

Hvis vi mister det i sport - hvad bliver det næste? Vi skylder os selv – og kommende generationer – at tage denne debat alvorligt. Ikke for at ekskludere nogen, men for at finde løsninger, der respekterer alles behov uden at ofre retfærdigheden.

Lad os ikke lade woke-dagsordenen diktere alle dele af vores samfund uden kritisk tænkning. Sport, som livet selv, handler om balance.

Og retfærdighed for den ene må aldrig betyde uretfærdighed for den anden.

Niklas er en af Tidendes faste kommentatorer. Han er blandt andet tidligere formand for Bornholms Ungeråd og aktiv i andre sammenhænge. Han er opstillet som folketingskandidat for partiet Venstre