Regler gør det besværligt

Regler gør det besværligt
Arkivfoto
KOMMENTAR | DEBAT | Onsdag 29. januar 2025 • 13:30
Af:
Stig Lodberg
tillidsrepræsentant BAT
KOMMENTAR | DEBAT | Onsdag 29. januar 2025 • 13:30

Krav om 12 kursister skaber udfordringer for små og mellemstore virksomheder.

 

Dette er en opfølgende kommentar til Anne Rustands indlæg den 20. december 2024, vedrørende samarbejdet mellem 3F og Campus Bornholm.

Det er prisværdigt og opsigtsvækkende, at Anne Rustand fra 3F Bornholm er påbegyndt en bevægelse, som skal hjælpe virksomheder og deres ansatte med at gøre brug af FVU. Bevægelsen har sit udspring på Bornholm og er startet af Anne. Tanken er, at den skal bredes ud i hele landet i samarbejde med fagforeninger og uddannelsesinstitutioner i Danmark. Der er dog nogle knaster, der skal ses igennem på vejen til det endelige mål.

Samfundsbidrag

FVU er ikke kun et tilbud til arbejdspladserne og deres medarbejdere - det er også et væsentligt samfundsbidrag, der styrker hele arbejdsmarkedet.

Bornholmske virksomheder står ofte i den situation, at de gerne vil opkvalificere deres medarbejdere via FVU, men må opgive på grund af regler på uddannelsesstedet. Det er regler om at der skal være mindst tolv kursister pr. hold, ellers kan det ikke løbe rundt økonomisk. Denne barriere kan kun nedbrydes via nye aftaler med stat og kommune. Det kræver en aftale mellem staten, arbejdsgivere og fagbevægelsen.

Reglerne bør ændres

Regler står lidt i kontrast med formålet.

Man vil gerne uddanne og opkvalificere arbejdskraften, men regler gør det besværligt for små og mellemstore virksomheder. Reglerne skal være i overensstemmelse med formålet. Derfor bør reglerne lempes.

FVU er en oplagt mulighed for social mobilitet. Social mobilitet handler om den enkeltes mulighed for at ændre social status gennem uddannelse. Med en styrkelse af FVU via politiske tiltag og partsaftaler, så kan man øge tilgængeligheden og fleksibiliteten af undervisningen, så flere får mulighed for at deltage.

Hvis flere opkvalificeres gennem FVU, så reduceres risikoen for arbejdsløshed samtidig øges mængden af kvalificeret arbejdskraft, hvilket bidrager til samfundsøkonomien.

Fagforeningen sammen med virksomheden styrker den enkeltes muligheder for at forbedre sine basale færdigheder således, at man står bedre rustet til den teknologiske udvikling, som er i konstant bevægelse.

I mange tilfælde fungerer FVU som en indgang til yderligere uddannelse, eksempelvis erhvervsuddannelser. Så nytter det ikke, at kravene til uddannelsesstederne er så restriktive, at det reelt forhindrer parterne i at gøre brug af FVU.

Aftaler

Politiske aftaler spiller en central rolle i at forbedre rammevilkårene for FVU.

Den nuværende struktur bør kikkes igennem. Små og mellemstore virksomheder har svært ved at afsætte 12 medarbejdere. Arbejdspladserne efterlyser kvalificeret arbejdskraft, regeringen forventer vi bliver længere på arbejdsmarked, og teknologien fordrer større og større færdigheder især dansk og IT.

Det er derfor essentielt, at der skabes bedre muligheder for selve FVU-samarbejdet. Der opfordres til, at parterne sætter sig omkring bordet og skaber nogle bedre rammevilkår således, at flere arbejdspladser får adgang til denne enestående mulighed, som FVU er. Virksomhederne får tilskud til at dække lønomkostninger via kompetencefonden, og den ansatte får fuld løn i undervisningsperioden.

Lokal opbakning nødvendig

Bornholm står ikke alene med de udfordringer, problemet er i hele landet. Bornholm er dog ekstra hårdt udfordret, da vi er isoleret her midt i Østersøen.

Derfor er det nødvendig med lokalpolitisk opbakning og en politisk velvilje til at bidrage med en fornuftig løsning.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT