Postulater

SYNSPUNKT | DEBAT | Onsdag 26. februar 2025 • 20:00
Af:
Jørgen Marcussen
Rønne
SYNSPUNKT | DEBAT | Onsdag 26. februar 2025 • 20:00

Kommentar til nogle af Ivar Nielsens politiske debatindlæg.

 

Gang på gang har jeg, her på Bornholms Tidendes debatsider, set en række postulater blive gentaget af den samme person, hr. Ivar Nielsen fra Allinge.

Skyld?

Hr Ivar Nielsen har gentagne gange påstået, at skylden for krigen mellem Ukraine og Rusland ligger hos Nato og først og fremmest USA.

USA er, ifølge Nielsens overbevisning, åbenbart skyld i alle negative hændelser på kloden.

Majdan 2014

Således stod USA også, ifølge Ivar Nielsen, bag afsættelsen af 'den demokratisk valgte Ukrainske præsident Janukovitj' under Majdan-Revolutionen i 2014.

Det Ukrainske parlament ville ikke underskrive en aftale om en tilnærmelse til Rusland, som Janukovitj ville presse igennem i 2013, men vedtog derimod, med stort flertal, en erklæring, som støttede en tilnærmelse til EU.

Denne erklæring suspenderede Janukovitj og hans regering, og han underskrev en aftale med Rusland om økonomisk og energimæssigt samarbejde.

Dette førte til massive demonstrationer i Kiev. Demonstrationerne fortsatte i januar-februar 2014 og endte med, at Janukovitj flygtede ud af landet.

Forholdet mellem Ukraine og Rusland har været præget af de kæmpesvigt, som Ukraine var udsat for under Stalin-tiden. Derfor afskyer et flertal i befolkningen det russiske styre.

Den russiske hærs brutale overfald på Ukraine for tre år siden forklarer hr. Ivar Nielsen som en naturlig reaktion overfor et 'aggressivt' Nato - at Rusland tænkte på egen sikkerhed.

Ingen bebrejdelser

Aldrig gennem hr. Ivar Nielsens talrige læserbreve om krigen har jeg set et eneste bebrejdende ord om Ruslands brutale og forbryderiske fremfærd overfor den ukrainske cevilbefolkning.

Ligeledes er der aldrig et ondt ord om Ruslands præsident, morderen og tyrannen Putin, som konsekvent undertrykker al politisk modstand med de midler, som despoter gennem århundreder har taget i brug - fængsling, tortur og mord.

Ny amerikansk præsident

Nu har USA så fået en præsident, hvis moralske kompas ikke er meget bedre end Putins.

Det får Ivar Nielsen til at juble over de to præsidenters 'fredssamtale' - altså en samtale, hvor de ville diskutere en 'fredsaftale' hen over hovedet på ukrainerne.

Sådan en 'fred' ønsker ukrainerne ikke... men den ville øjensynligt være velkommen i Allinge



FÅ ABONNEMENT