Om sorg

Jeg overlevede.

Sorg er en underlig størrelse, der rummer mange forskellige følelser.

Noget kan godt være sørgeligt, selvom man ikke føler sorg. Sorg er oftest forbundet med at miste. Sorg giver sig til kende på forskellige måde fra individ til individ.

Min historie

Som barn følte jeg ingen sorg, selvom jeg i en meget tidlig alder mistede en stor del af mit eget bagland - nemlig to sæt bedsteforældre og min far, inden jeg var fyldt fire år.

Herefter gik min mor “ned med flaget”, som man vist siger, og vi tre børn blev fjernet af Børneværnet, og jeg blev anbragt på forskellige institutioner. Mine to søstre kom i familiepleje. Jeg blev institutionsbarn i en 18-årig lang periode, og kom på alt fra Spædbørnshjem, Julemærkehjem, Børnehjem, Optagelseshjem og til sidst Lærlingehjem. 18 lange år med i alt 13 anbringelser blev det til.

Følte jeg sorg? Næh, egentlig ikke. Jeg var forvirret, rodløs, utryg og bange. Men det var egentlig ikke sorg, som jeg var ramt af. Hundreder af nætter blev brugt på at græde sig i søvn, aften efter aften - i årevis. Jeg var ked og vred, men ikke decideret i sorg.

Sorg og vrede

Men vrede og sorg hænger for både børn og voksne uløseligt sammen.

En del af sorgen handler nemlig også om magtesløshed og urimelighed følelse. Man bliver bitter, trodsig, og det klæder ikke en voksen, så det bør man handle på. For en nok så hård opvækst, skal det ikke få lov til at ødelægge et helt langt liv.

Det er faktisk muligt både at være glad og tilfreds og sørge på samme tid. For sorg består ikke kun af en svær hændelse, men derimod af en række små og store hændelser, der tilsammen gør livet besværligt og udfordrende over lang tid.

Selvopholdelse

Institutionsbørn har, per definition, en enorm stor selvopholdelsesdrift, der gør os i stand til at mobilisere uanede kræfter. Vi bliver “overlevere”, såkaldte "mælkebøttebørn", hvilket gør os temmelig robuste, rent følelsesmæssigt.

Det, som vi har manglet og savnet, var kærlighed og omsorg - kærtegn og trøst. Men sorg er ikke det samme som savn. Alle børn har brug for at kunne dele deres tanker og bekymringer med voksne, der kan og vil rumme dem og deres smerte.

Sådan nogle voksne havde vi bare ikke.

Så længe før der fandtes sorggrupper, terapeuter og psykologer, så lærte vi tidligt at klare os selv på godt og ondt -. og modnedes derved. Med min personlige erfaring og opvækst føler jeg et enormt behov for at beskytte og tage vare på børn i alle aldre.

At være omsorgsfuld og have en stor retfærdighedssans er en stor gave. At kunne komme sig over smerten gør, at jeg i dag er fuld af taknemmelighed og fuld af kærlighed - fuld af glæde og fuld af håb.

Sorg er blevet til glæde vendt.