Når selvretfærdigheden står i vejen for Gud

Den gode og den onde – eller var det omvendt? spørger Elon Lauterlein i ugens Inden Søndag.

På søndag kan man i alle folkekirker høre historien om et virkelig godt og gavmildt menneske, og en du helst ikke vil ses sammen med - og hvis du er sammen med ham alligevel, så prøver han nok at presse penge ud af dig.

Den ene bliver kaldt farisæer. Den anden bliver kaldt tolderen. De er gået op i templet for at bede.

Den ene roser sig af al sin godhed og retfærdighed – hele hans bøn handler om at fortælle Gud, hvor god han er.

Den anden, tolderen, er helt modsat, og hans bøn lyder: ”vær mig synder nådig”.

Farisæerne

Farisæer bliver i dag brugt som et lidt gammeldags skældsord om folk, der hykler eller er irriterende selvretfærdige – præcis som man kan læse i Lukasevangeliet 18,9-14 eller i salmebogen s. 1230.

Men farisæerne var egentlig nogle gode mennesker. De ville gerne gøre noget godt for andre. De var for eksempel meget opmærksomme på at give til dem, der ikke havde noget.

I et samfund uden socialt sikkerhedsnet andet end hvad familien kunne stille op, så kunne det gå rigtig galt. Men farisæerne var meget opmærksomme på at give almisser. 10 procent af deres indkomst gik til dem der trængte til hjælp.

Derudover var farisæerne opmærksomme på at overholde regler – nok mere end hvad godt er, men det var folk, man kunne regne med. De var retfærdige.

Tolderne

Toldere var derimod sjældent en god ting at løbe ind i. De opkrævede afgifter og gebyrer i ét væk for besættelsesmagten.

Alt hvad de kunne presse ud af andre - ud over hvad de skulle betale i forpagtningsafgift for deres beskæftigelse - gik i deres egne lommer.

Toldere var ikke folk, som man kunne regne med, og det var ikke folk, der gav så meget som 0,1 procent til de fattige. Tværtimod.

De var som de store drenge på de amerikanske high schools, der står bag skabslågen i frikvarteret og afpresser de slappe førsteårselever for lommepenge, der skulle være brugt til at købe frokost for.

Så snart en farisæer havde været forbi med 10 procent af sin indkomst til den fattige, så kom tolderen og afkrævede skatter og afgifter, så der knap nok var noget tilbage, som den fattige kunne leve af.

Og så...

Nu er de to så kommet op i templet for at bede.

Her skifter sympatien fuldstændig. Farisæerne, som virkede så gode og retfærdige ude i byen, viser sig at være så kvalmende selvretfærdige, at det nærmere er Gud, der har brug for ham end omvendt.

Og tolderen så pludselig sig selv i et helt andet lys. Han opdagede, at han levede gennemført uretfærdigt. Han så, at han var en synder.

Man kan være så god og have alle de rigtige meninger så meget, at man kan mene, at selv Gud burde være imponeret.

Foran Gud kan man være ærlig

Og man kan være så meget en skurk og vikle sig ind i løgne og bortforklaringer og så på et tidspunkt opdage, at over for Gud kan man endelig være ærlig over for sig selv.

Her er der ikke behov for at imponere og være perfekt.

Hos Gud kan vi vise, hvad der gemmer sig i det skjulte, fordi Gud er i det skjulte.

Hos Gud kan vi møde os selv, som vi er og blive til dem, som Gud har drømt om, at vi skulle være.

Det er det, tolderen udtrykker med sin bøn: "Vær mig synder nådig". Jeg kan se, at jeg har ramt ved siden af – Jeg har brug for, at du fører mig til målet med mit liv - det magtede jeg ikke selv.

Der findes ét sted i verden, hvor vi kan være hudløst ærlige, og det er over for Gud. Det er det eneste sted, hvor det ikke er farligt at være det.

Her skal vi ikke dække os ind med gode gerninger og korrekte meninger for at vinde anseelse og agtelse.

Hos Gud bliver vi mødt med et kærligt blik, fuld af nåde og sandhed.

"Inden Søndag" er Tidendes serie, hvor øens præster på skift får mulighed for at skrive en klumme. Skribenterne står helt frit i forhold til valg af emne og udtryksform