Mulige virkninger af 'mørket'

SYNSPUNKT | DEBAT | Onsdag 12. februar 2025 • 19:00
Af:
Johannes Thuneberg
Klemensker
SYNSPUNKT | DEBAT | Onsdag 12. februar 2025 • 19:00

Hvad kan lade sig gøre?

 

I 2020 meldte Pentagon ud, at UFO’er i adskillige tilfælde var set udføre ting, som ville være helt umulige at udføre med den teknik, som vi kender til.

Det mest imponerende i min optik var, at der var eksempel på fart på 400 km/t UNDER vandet. Fra da af har jeg været overbevist om, at dette kraftoverskud tages fra naturen. Denne viden har jeg fra Arne Gabs (1921-2004) - kendt som vejr- og jordskælvs- “profet”.

Arne Gabs

Da han i halvfemserne hørte om, at mørket i universet bremsede lyset fra de fjerneste stjerner så meget, at det kunne måles, var han straks på det rene med, at her var selve årsagen til tyngdekraften.

For første gang siden den gang i 1667, da Isaac Newton havde opdaget tyngdekraften og udfærdiget dens lov som stadig gælder) skete noget nyt.

Newton søgte forgæves efter selve årsagen til denne kraft og erklærede, at kommende generationer måtte tage sig af udfordringen. Der skulle gå over 300 år inden “tiøren faldt”. Af en eller anden grund har alle, selv Gabs, ikke skænket det en tanke, at mørket er et stof!

Ikke før han fik at vide at det kunne bremse lyset - så meget, at det kunne måles spektroskopisk, udvisende en dopplereffekt/forsinkelse. Mørket har vist sig at udgøre (cirka) 95% af AlT i Universet!

Tyngdekraften

Det er en gængs opfattelse, at tyngdekraften er en svag kraft.

Det passer på den måde, at det mørke stof afsætter noget af sin energi, når det går gennem en masse - selvfølgelig i forhold til massens størrelse OG tæthed.. Jeg har tænkt på, at ville vise to ting i dag:

1. Hvor totalt ubegribelige vidder/afstande, der eksempelvis benævnes “4,2 lysår”. (4,2 lysår er en kolossal distance).

2. Hvordan den såkaldt “svage” tyngdekraft bærer sig ad, når selv de største stjerner bliver holdt i kredsløb enten alene omkring Mælkevejens sorte hul, eller parvis/flere på én gang om hinanden og sammen om det sorte hul.

Uddybning

Ad 1: Lad os sige at vi har et fly, der kan flyve i ubegrænset tid med en fart 1080 km/t.

Det er 300 m/sekund; en milliontedel af lysets hastighed, som er 300 millioner m/sek.

Flyet skal flyve automatisk (ingen mennesker ombord) mod Solens nærmeste anden stjerne, Proxima Kentauri, hvis afstand er 4,2 lysår. Den skal flyve dag og nat med 1080 km/t i 4,2 millioner år! (Sammenligningsvis er Mælkevejen cirka 100.000 lysår i diameter).

Ad 2: Lad os bare sige, lige så hypotetisk: Vi har solen og Jorden for sig selv ude i mørket/rummet. De skygger begge for mørkepartiklerne i forhold til deres størrelse og tæthed. Jordens “skygge” falder på et cirkelrundt felt på solens overflade; Solens skygge er langt større end jordens - går langt udenfor Jorden.

Her vil vi kun regne ud fra “kerneskyggerne” - altså de parallelle stråler som går gennem både Jorden fra den ene og Solen fra modsat retning.

Partiklerne, der går gennem Solen, bremses mest, og derfor må Jorden falde ind mod Solen. Set som en cirkel fra Solen er cirklens overflade 1,13 x 10<18 = 1,13 trillioner CM2. En tænkelig forskel på de to modsatrettede partikelstrålers tryk kunne for eksempel være ét milligram/cm2. Det ville give jordkloden et skub på 1,13 milliarder TONS!

Det ville givetvis få kloden til at falde, omend langsomt. Solen ville falde helt ufatteligt langsomt ind mod Jorden, men falde. Jeg formoder, at kredsløb opstår ved at et tredje himmellegeme eller flere er i “spil” og trækker jorden væk fra kollisionen. Skubber, mener jeg.

Debatredaktørens bemærkning

Thuneberg har skrevet en række indlæg omkring en fysisk teori, der bygger på en forståelse af 'mørket'.

Dette er i modstrid med den i dag alment accepterede teori, men videnskabens virkelighed er hele tiden at være til diskussion.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT