Det er en voldsom forskel, men det er i lige så høj grad Trekantområdet, der er billigt, som det er Bornholm, der er dyr. På Sjælland lyder prisen i runde tal på 2.500 kroner. Umiddelbart 1.000 kroner mindre end på Bornholm, men det er værd at huske, at cirka 500 kroner af forskellen udgøres af, at Bornholm har et historisk efterslæb i opkrævningerne. Da Ewii købte el-nettet på Bornholm, ønskede Beof at sælge denne opkrævning, og Ewii har således allerede betalt pengene til Beof og påtog sig som led i handlen at opkræve pengene hos forbrugerne.
At Bornholmerne er sure på os over, at vi opkræver de penge, kan jeg på nogle måder godt forstå, men I skyder forkert, når I peger pilen mod os. Det er historiske forsømmelser på Bornholm, som vi skal rydde op i midt i en energikrise, der gør ondt værre. Det ændrer ikke på, at el-nettet på Bornholm er Danmarks dyreste. Deri er der i øvrigt intet nyt.
Ewii er en infrastrukturkoncern. Vores fornemmeste opgave er at sikre, at der altid er strøm i stikkontakten, vand i vandhanen, varme i radiatoren og internet til rådighed for alle. Det gælder både på kort sigt og på lang sigt. Vi har ingen interesse i, at vores selskaber bygger for meget el-net, men vi har bestemt heller ingen interesse i at bygge for lidt. Det tror jeg heller ikke, bornholmerne har.