Mellemøsten: Det nemme er ikke altid det rigtige

Hvordan får man fred, hvis en besættelse fortsætter?

Holger I. Poulsen stiller mig nogle spørgsmål i Bornholms Tidende den 30. september.

Jeg skal svare på Poulsens spørgsmål, men før jeg svarer, så vil jeg lige understrege, at det er utrolig nemt at sige nej til en tostats-løsning for Israel og Palæstina.

Men går man ned ad den vej, hvor der ikke er udsigt til, at både israelere og palæstinensere kan leve i fred og sikkerhed i deres eget land - og hvor Israels besættelse og bosættelser fortsætter - så må vi antage, at krig og konflikt også vil fortsætte.

Tostatsløsningen er nødvendig

En tostats-løsning - hvor besværlig og kompliceret den end må være - er den eneste vej til fred, og derfor er en anderkendelse af Palæstina også nødvendig.

Det er jo netop derfor, at lande som Island, Norge, Sverige, Spanien, Irland og mange flere har anerkendt Palæstina. Selvom USA endnu ikke har anerkendt Palæstina, så har USAs præsident Biden også i år slået fast, at han kun ser en tostats-løsning, som den eneste rigtige løsning på Israel-Palæstina-konflikten.

Spørgsmål

Med hensyn til Poulsens spørgsmål, så har jeg ikke sammenlignet Israel-Palæstina-konflikten med Cypern-konflikten.

Men jeg har den klare holdning, at en FN-styrke mellem Israel og Palæstina kan være et nødvendigt element i at sikre en varig fred mellem Israel og Palæstina, så ekstremister fra begge sider ikke kan ødelægge en fremtidig fredsproces. Glem ikke, at den tidligere israelske premierminister Yitzhak Rabin netop blev myrdet af en jødisk fundamentalist, fordi Rabin støttede en fredsproces, hvor Israel skulle opgive flere af de ulovlige bosættelser, som ligger på jord, der er stjålet fra palæstinensere.

Poulsen spørger også, hvordan man kan anerkende et område og en befolkning som en stat, når de har brug for en fremtidig FN-styrke. Det skyldes jo, at vi må formode, at parterne ikke - uden hjælp udefra - er i stand til at respektere hinandens grænser, menneskerettighederne og folkeretten. Det er der desværre alt for mange eksempler på.

Poulsens spørger desuden, hvor mange palæstinensere, der vil anerkende en tostats-løsning. Ja midt i en krig, hvor over 40.000 civile palæstinensere - heribandt mange børn på under et år er blevet dræbt af de israelske styrker, og hvor endnu flere er blevet såret, og hvor den materielle ødelæggelse i Gaza er enorm - så vil modviljen nok være høj.

Men det er faktisk en kendsgerning, at begge parter tiligere har klaret at anerkende hinanden i en erklæring underskrevet i Det Hvide Hus i USA.

Gensidig anerkendelse

På den amerikanske stats hjemmeside under “The Office of the Historian” kan man læse: “On September 13, 1993, Israeli Prime Minister Yitzhak Rabin and Palestine Liberation Organization (PLO) Negotiator Mahmoud Abbas signed a Declaration of Principles on Interim Self-Government Arrangements, commonly referred to as the “Oslo Accord,” at the White House. Israel accepted the PLO as the representative of the Palestinians, and the PLO renounced terrorism and recognized Israel’s right to exist in peace.”.

Vi er langt fra en sådan fredsproces i dag, men vi skal tilbage til et spor, der kan føre til fred, og derfor opfordrer jeg alle, der læser dette debatindlæg, til at gå ind på Folketingets hjemmeside for borgerforslag og skrive under på, at Danmark skal anerkende Palæstina (borgerforslag FT-18194 af 9. september).

Denne grusomme konflikt må og skal stoppes.