Lynleder fra Gravgaard: Færgehandel farlig for Bornholm

Lynleder fra Gravgaard: Færgehandel farlig for Bornholm
Et konsortium med partnere i Sverige, Schweiz og Danmark har købt 30 procent af de slskab, som ejer Molslinjen og dermed Bornholmslinjen. Arkivfoto: Presse-fotos.dk
LEDER | DEBAT | 10. APR • 14:00
LEDER | DEBAT | 10. APR • 14:00

Ny ejerstruktur truer med højere priser og svækket konkurrence – øen risikerer at blive taberen i milliardhandlen.

Bornholm står over for en ny og bekymrende virkelighed for færgefarten. Et internationalt konsortium, hvor det svenske rederi Gotlandsbolaget er en central aktør, har købt en markant men ikke dominerende andel af Nordic Ferry Infrastructure – moderselskabet bag Molslinjen og dermed også Bornholmslinjen.

På papiret ser det ud som en strategisk genistreg for koncernen, der nu får en tidligere potentiel konkurrent til udbuddet om færgeaftalen for Bornholm som allieret. Men for Bornholm og den danske stat tegner det sig til at kunne blive et kæmpe tab, fordi konkurrencen på det nordiske færgemarked er alvorligt truet af det voksende færgemonopol.

Gotlandsbolaget har længe været nævnt som en mulig fremtidig operatør på de bornholmske færgeruter. Rederiet driver færgerne til den svenske ø, der på mange måder ligner Bornholm. Nu er de i stedet medejere af den virksomhed, der allerede driver færgefarten i stort set hele Danmark.

Det betyder, at konkurrencen på de nordiske færgeruter er blevet svækket markant. Selvom der stadig findes færgerederier, der ikke er en del af Nordic Ferry Infrastructures, er det klart, at valgmulighederne er blevet færre, når den næste færgeaftale for Bornholm skal i udbud.


 

For Bornholm betyder det risiko for højere priser og mindre indflydelse på den fremtidige færgedrift.

Den nye ejerkonstruktion kan dog også åbne døren for større investeringer i grøn omstilling og synergieffekter, der kan holde driftsomkostningerne nede. Men det er langt fra sikkert, at disse fordele vil blive realiseret – eller at de vil komme Bornholm til gode, hvis myndighederne godkender milliardhandlen. Det skal vi stadig skal afvente.

Bornholm er afhængig af en pålidelig og rimelig færgeforbindelse. Den er øens livsnerve, der forbinder os med omverdenen. Hvis konkurrencen på det nordiske marked svækkes, og priserne stiger, er det Bornholm og den danske stat, der betaler regningen – både økonomisk og i form af mindre indflydelse på vores egen fremtid. Det er ikke godt og stiller endnu større krav til det udbud om en færgeaftale, der allerede er lidt sent på den i forberedelserne.

Bornholm fortjener en færgeforbindelse, der ikke blot er en forretning for nogle få, men en livline for os alle, der sikrer øens liv og udvikling. Her er konkurrence og udvikling altafgørende. Fredagens nyhed giver os mindre konkurrence, men mere potentiel udvikling på det vigtige område.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT