Livet bliver ikke lettere, fordi du finder nogen at skyde skylden på

Livet skylder dig ingenting – men netop i det ligger friheden til at skabe mening, tage ansvar og vælge styrken frem for offerrollen, mener Ida Werner Larsen.

Der er noget grundlæggende forfejlet i den måde, som vi har lært at tale om livet på.

Som om det altid burde være lettere. Som om nogen har brudt en kontrakt med os, når livet viser sig at være svært. Som om verden skylder os mening – og vi bliver vrede, når vi ikke kan finde den.

Mening?

Men måske er det netop dér, vi tager fejl.

Måske er det ikke livet, der skal give mening. Måske er det dig. Ikke ved at vente på perfekte forhold, ikke ved at råbe efter retfærdighed fra et tomt univers – men ved at finde det mulige i det uperfekte og det smukke i det tilfældige.

Man vælger ikke sine kort. Men man vælger, hvordan man spiller dem. Nogle af de stærkeste liv er bygget af elendige kort – ikke fordi heldet vendte, men fordi nogen nægtede at sætte sig ned og have ondt af sig selv.

Offer

Det er blevet moderne at se sig selv som et offer.

At gøre lidelse til en identitet. At finde en vis stolthed i sårbarhed, og give systemet, skæbnen eller samfundet skylden for sin egen stillestående tilværelse. Men den, der gør sig selv til offer, har samtidig frasagt sig magten. For hvis du først har besluttet, at verden er imod dig, så bliver den det – uanset hvad den gør.

Mennesket er frit - og det er måske det mest skræmmende ved at være til. Der er ingen drejebog, ingen garanti, ingen, der skylder dig et lykkeligt liv. Men netop i det tomme lærred ligger friheden. Hvis intet er givet på forhånd, så er alt muligt.

Frihed i at finde mening

Du kan ikke vælge, om det regner. Men du kan vælge, om du vil danse i det, eller bare stå og blive sur over våde sko.

Og her begynder friheden. Ikke i retten til at få, hvad du ønsker – men i evnen til at finde mening i det, du har. I evnen til at bære dig selv gennem absurditeten uden at bukke under. Camus kaldte det det absurde oprør: At sige ja til livet, på trods.

Det kræver mod at leve uden løfter. Det kræver ansvar at tage livet på sig, når ingen har lovet dig lykken. Men det er her, menneskets storhed begynder. Ikke som brik i en plan, men som skaber af sin egen retning.

Livet skylder dig ikke noget. Men det betyder ikke, at det er imod dig. Det er. Og hvordan du svarer på det, dét er dit ansvar – og din mulighed. Den, der nægter at være et offer, bliver aldrig et.

Måske er det netop, når du opgiver idéen om, at nogen har svigtet dig – at du opdager, hvor stærk du i virkeligheden er. Ikke fordi livet bliver nemt. Men fordi du endelig spiller dine kort, som om du selv har valgt dem.

For meningen med livet er ikke noget, du finder. Det er noget, du skaber – i det du vælger at tage det på dig, uperfekt, uretfærdigt og alt for kort.

Ida Werner Larsen er en af Tidendes faste kommentatorer. Hun går på Campus Bornholm og er blandt andet formand for LAU Bornholm. Denne gang skriver hun om livet og meningen.

Og her begynder friheden. Ikke i retten til at få, hvad du ønsker – men i evnen til at finde mening i det, du har. I evnen til at bære dig selv gennem absurditeten uden at bukke under.