Hammersholm er bedre egnet end Rønne

SYNSPUNKT | DEBAT | Onsdag 26. juni 2024 • 15:30
Af:
Mona Klippenberg
historiker
Michael Stoltze
biolog
SYNSPUNKT | DEBAT | Onsdag 26. juni 2024 • 15:30

Mona Klippenberg og Michael Stoltze er ikke i tvivl om, hvor et eventuelt nyt kulturhistorisk museum bør ligge. 


Vi har fået mange gode tilbagemeldinger på vores forslag om at placere et nyt kulturhistorisk museum på Hammersholm.

Folk har givet udtryk for begejstring og entusiasme, og vi er blevet yderligere styrket i troen på, at den gamle slotsladegård med en pragtfuld udsigt og Danmarks mest betydningsfulde helleristninger er det helt rigtige sted.

Arkæologisk museum er ikke realistisk

Men der er også enkelte kritiske røster, som mener, at museet bør forblive i Rønne - eventuelt, at der etableres et selvstændigt arkæologisk museum i for eksempel Aakirkeby.

Det sidste er nok ikke realistisk. Vi skal være meget tilfredse, hvis vi klarer at skaffe finansiering til ét historisk museum, og det bør ligge dér, hvor det har størst chancer for at få høje besøgstal og blive til noget helt særligt – på Hammersholm.

Besøgstal

Fortalerne for en placering i Rønne mener, at en sådan løsning vil give museet flere besøgende - blandt andet skoleelever og krydstogtturister.

Det er vi uenige i. Hammershus besøges hver år af omkring en halv million mennesker, og mange af disse vil garanteret være interesseret i at lægge vejen forbi museet.

For både øens børn og unge og lejrskoleelever fra resten af Danmark er Hammershus allerede et selvsagt besøgsmål, som det vil være naturlig og praktisk at kombinere med det kulturhistoriske museum.

Krydstogsturisme er i øvrigt meget klimabelastede, og mange steder i verden ønsker man nu stærke begrænsninger eller forbud. Hvis Bornholm skal markedsføre sig som en grøn og bæredygtig ø, så bør vi ikke satse på en øgning i denne form for turisme, og vi bør i hvert fald ikke vælge placering af et kulturhistorisk museum af hensyn til krydstogsturisterne.

Midt i smørhullet

Hverken Snorrebakken, Rønne Havn eller Østre Skole, som er de foreslåede alternativer, kan matche Hammersholm, når det gælder udsigt, vandringsmuligheder, smuk natur og spændende kulturminder.

Gården ligger ”midt i smørhullet” med middelalderborgruinen og det prisbelønnede besøgscenter som nærmeste nabo. Den sidstnævnte bygning regnes som ”et hovedværk i dansk arkitektur”, og det kunne være spændende, hvis den historiske sammenhæng mellem Hammershus og Hammersholm kunne komme til udtryk i museets arkitektur.

Langt de fleste, der vælger at feriere på Bornholm, opgiver naturoplevelser og ”aktiv ferie i naturen” som vigtigste grund til, at de vælger vores ø - et kulturhistorisk museum på Hammersholm vil passe godt ind i denne trend.

Der findes slet og ret ikke en bedre egnet lokalitet på Bornholm, og vi anbefaler alle nysgerrige, at tage sig en tur derop for at opleve det magiske sted.

FÅ ABONNEMENT