Kulturelle oplevelser: Tillykke MAX

Kulturelle oplevelser: Tillykke MAX
Pressefoto
SYNSPUNKT | DEBAT | 17. FEB • 15:30
Af:
Danny Christensen
Allinge
SYNSPUNKT | DEBAT | 17. FEB • 15:30

En fremragende monolog af dramatikeren Vivian Nielsen præsenteres for tiden rundt om på små unikke spillesteder.

Forleden var det på Gudhjem Museum, og lørdag eftermiddag var turen så kommet til det gamle “Cirkus Stjerneskud” i Sandvig.

Det er en enestående og rørende fortælling om personlige svigt og om store globale udfordringer - sublimt fremført af den unge skuespiller Siff Vintersol.

Hvilken gribende historie om savn og omsorgssvigt - først i et nostalgisk tilbageblik over faderens ungdomsmeritter, lige fra Woodstock festivalen i 1969, til tonerne af Jimi Hendrix fantastiske amerikanske nationalhymne, og frem til nutidens utopiske, men dog samtidig utroligt virkelighedsnære miljø omkring Elon Musk og hans mange globale fantasier.

Undervejs i hele den time lange forestilling er man som publikum aktive deltagere i den planlagte fejring af faderen MAX 80 års fødselsdag med fødselsdagssang, saltstænger og udmærket vin i papkrusene.

Få øjnene op

Det er et velspillet og gribende stykke poesi.

Og må det så ikke være mig tilladt at agitere lidt for, at flere lokale får øjnene op for disse sparsomme kulturelle tilbud og støtter op om det, der trods alt tilbydes her i de ellers lidt åndsfattige vintermåneder?

Tak til Bornholms Theater for at bruge disse alternative spillesteder. Foruden de ovennævnte etablissementer kan ligeledes foreslås: Fabers, Gæstens Krostue, (byens gamle Theatersal), Domen, Dideriks, “Palmehaven” på Falcon, Strandhotellet og Terrassen.

Alle yderst velegnede lokaliteter i Allinge-Sandvig.

Mere af dette, tak.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT