Knud Andersen: Molslinjen mangler kendskab til Bornholm

Knud Andersen: Molslinjen mangler kendskab til Bornholm
Hvis det står til Molslinjen skal turen med Express 1 og 5 været 10 minutter længere. Foto: Berit Hvassum
KOMMENTAR | DEBAT | 30. JAN • 05:30
Af:
Knud Andersen
KOMMENTAR | DEBAT | 30. JAN • 05:30

Er 10 minutter virkelig så afgørende for overfartstiden mellem Bornholm og Ystad?

 

Umiddelbart kan det opfattes som et lille problem, men set i forhold til den udvikling, der har været i rejsetiden mellem Bornholm og det øvrige Danmark, er den forlængede rejsetid et angreb på den udkantsposition, som Bornholm i generationer har kæmpet imod.

Stor ros til Trafikkontaktrådet for at afvise en forlængelse af rejsetiden. I det øvrige Danmark opfattes en kortere rejsetid som en fordel og selvfølgelig skal vore repræsentanter fastholde, at det samme gør sig gældende for Bornholm.

I gamle dage

I mange år var rejsen fra Bornholm til det øvrige Danmark en timelang natfærge til København.

Forbedringer for denne rute bestod i bedre skibe med større kapacitet og bedre forhold for passagererne. Den første store ændring var indsættelse af færger med nemmere forhold for person- og lastbiler. På dette tidspunkt var man andre steder i verden begyndt at se de første hurtigfærger, der både kunne transportere passagerer og biler. Tanken var nærliggende at udvikle en hurtigere forbindelse til Ystad med større kapacitet til biler og dermed også en større kapacitet for godstransporten.

Første hurtigfærge

Men da BornholmsTrafikken var et statsrederi med et fast årligt beløb på finansloven, så skulle ændringer godkendes i regeringen.

Derfor var det en relativ stor opgave at overbevise staten om at bruge mange millioner på en hurtigfærge til Bornholm. I 1996 blev der udarbejdet et projekt til vurdering af mulighederne for at anvende en hurtiggående færge på ruterne - ikke mindst set i lyset af beslutningen om etablering af en fast forbindelse over Øresund.

Synspunktet var, at det ville have stor samfundsmæssig betydning for Bornholm at kunne tilbyde en samlet rejsetid mellem Bornholm og Rådhuspladsen på 2,5 timer. Det ville fjerne den barriere som transportti-den udgjorde.

I slutningen af oktober 1998 fik trafikminister Sonja Mikkelsen tilslutning fra Folketingets partier til at indgå kontrakt med det australske værft Austral i Freemantle, Perth, om bygning af hurtig-færgen Villum Clausen. Den havde en overfartstid på 1 time og 10 minutter.

I forbindelse med senere organisationsændringer og udbud af sejladsen blev overfartstiden øget til 1 time og 20 minutter - og det er denne tidsramme, som det nuværende selskab har givet tilbud på.

Manglende respekt

Det kan undre at Molslinjen/Bornholmslinjen har så lidt respekt for indgåede aftaler og rejsetiders betydning, at man tillader sig at foreslå forlængelse af rejsetiden med 10 minutter. Selskabet afslører en utrolig mangel på kendskab til, hvor vigtigt det er for Bornholm at have stabile og hurtige forbindelser til det øvrige Danmark.

Færgeselskabet forklarer, at årsagen til deres ønske om forlænget overfartstid er ændringer i Rønne Havn. Umiddelbart må man kunne forvente, at havnen forud for væsentlige ændringer i besejlingsforholdene har talt med den formentlig største kunde.

Det er der dog noget, der tyder på, at det har man ikke. Havneledelsen udtaler som reaktion på kritikken fra Bornholmslinjens skibskaptajner at ”man da ikke udbygger havnen for færgekaptajnernes magelighed”. Det er en underlig reaktion, der afslører, at Rønne Havn ikke interesserer sig for sine kunder og ikke har talt med dem.

Manglende kommunikation

Det er i sig selv alvorligt, men det er endnu værre, at havnens og rederiets ageren i spørgsmålet viser, at man har forladt Bornholms tidligere ønske om hurtige og stabile færgeforbindelser.

På grund af den manglende kommunikation mellem parterne, så risikerer vi nu, at 1 time og 10 minutter, der blev til 1 time og 20 minutter, bliver til 1 time og 30 minutter. Det er en glidebane, hvor det efterhånden er en illusion at tale om hurtige færger.

Forhåbentlig følger Trafikministeriet ikke med i de bornholmske medier for her vil man kunne finde argumenter for at underkende Trafikkontakrådets indstiling.

Rønne Havn og Bornholmslinjen har jo indirekte sagt, at hurtige trafikforbindelser ikke har høj prioritet.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT