Kære Brevkasse: Tjøvenhavnerfælden

Kære Brevkasse: Tjøvenhavnerfælden
På Bornholm er der mere plads både til havearbejde og fællesskab. Arkivfoto: Sunny studio - Fotolia
DELUXE | DEBAT | Lørdag 28. juni 2025 • 15:30
Af:
Lars Holmsted
DELUXE | DEBAT | Lørdag 28. juni 2025 • 15:30

Så skete det desværre igen. Vores naboer, en sød ung tilflytterfamilie, som har brugt fire år på at falde til - er ikke faldet til, næh, de er nærmere faldet fra. Og nu er de faldet i - i Tjøvenhavnerfælden. De ville ellers så gerne væk fra storbyens beton og glasfacader, væk fra motorvejens kilometer lange bilkøer, væk fra jagten efter parkeringspladser og trappen op til fjerde, væk fra Distortion og Copenhell, væk fra alt det som tjøvenhavnerne enes om, at de vil væk fra.

De ville fokusere på de sande værdier. På et liv med tid til ungerne. Et liv med luft i økonomien og råd til økologisk mad og biodynamiske naturvine. Et liv hvor man kommer hinanden ved, og hvor kærligheden blomstrer i de nære fællesskaber. Et liv med nedsat arbejdstid, opsat fritid og stedbundne kvaliteter. Et liv med fokus på det nære, hvor man siger “Hej!”, til dem man møder på sin vej, uden lås på cykel og hoveddør. Et liv med urtehave, jord under neglene, fuglekvidder over stråhatten og en kølig bajer over hækken. Et liv i åbne landskaber, med sus i håret og frisk luft i lungerne. Et liv med årstidernes skiften, og hunden uden snor. Et liv med lange vinteraftener, lødige romaner og brændeovnens knitrende skær. Et arbejdsliv med gode kollegaer, tid til en hyggesnak over kaffen og et strikketøj til den lille ny. Et liv hvor naboen låner persille til persillesovsen, vander din stuebirk, fodrer dine guppyer og kigger efter huset. Et liv hvor avisen skriver om dem, du kender, og det der sker rundt om hjørnet. Og måske sker der ingenting. Et liv hvor hun realiserer sin indestængte trang til noget med keramik, og han stemmer sin gamle støvede guitar og synger “Knockin’ on Heaven’s Door” lørdag formiddag på Torvet. Et liv hvor du er på fornavn med Yvonne, som sidder i kassen. Et liv hvor tiden går med alt det, som tjøvenhavnerne enes om, at de elsker.

Men så nemt går det ikke. Til sidst trækker caffe latte-trangen og følelsen af livets mange muligheder, der passerer forbi. Drømmejobbet med stresspotentiale, avancementmuligheder, karriere og en løn der matcher en livslang gældsbyrde, vinder over den stærkt overvurderede sunde fornuft.

“Det var så vigtigt for os at prøve det af. Vi har lært så meget om os selv i en enormt betydningsfuld periode af vores liv. Det har bare været så godt for ungerne. Vi er blevet så meget stærkere som familie, virk’lig. Vi er blevet meget, meget klogere på livet. Så nu skal vi videre. Men Bornholm vil altid være i vores hjerter.”

Og så sælger de det faldefærdige drømmehus til en ny naiv tjøvenhavnerfamilie.

Og nu sidder vi tilbage og savner dem allerede. Men i næste uge flytter ildsjælene Bent og Alberte ind, eller osse er det Bente og Albert og deres tre yndige børn. De kommer fra Østerbro og er trætte af livet i en treværelses uden altan.

Jeg magter det ikke længere. Endnu en familie som jeg skal engagere mig i. Hvad skal jeg gøre med mit åbne sind og min imødekommenhed?

Hilsen Den Gode Nabo

Kære Gode Nabo

Når nu Bente eller Bent og Albert eller Alberte flytter ind, er der flere ting, I skal sikre jer, inden I indleder alt for nære kontakter og al for megen involverende omsorg.

Herfra skal advares mod familier, der vælger Bornholm som et alternativ til tre års hjælpearbejde i Afrika. Samspilsramte voksne som tror, at et eksotisk liv i vandkanten kan redde et i forvejen kedeligt ægteskab.

Har familien en fornuftig garderobe? Start med et tjek af deres vinterstøvler, strik tophuer til alle ungerne, eventuelt med Krølle Bøllemotiv. Så overlever de den første mørke vinter.

Har de solgt lejligheden i Tjøvenhavn? Det dér fremlejehalløj er kun for usikre fodslæbende useriøse det-er-jo-altid-fornuftigt-at-have-noget-at falde-tilbage-på-tjøvenhavnere.

Har de tænkt sig at pendle frem og tilbage til deres højt betalte, pensionsopsparende, ferieakkumulerende, frynsegodeudløsende, transportfradragsgivende job med forlænget barsel. Pendlere er lige så vægelsindede som De Radikale. Skaf dem et job på Bornholm, vi mangler sosuhjælpere, tjenere og skolelærere. Og ja, man kan godt overleve for mindre end 50.000 kroner om måneden.

Har de tænkt sig at lære bornholmsk? Køb billetter til Bornholmsk Amatørscenes “Râsapâsijn”, og se om de griner på de rigtige tidspunkter.

Tilmeld Albert eller Alberte og Bent eller Bente Etape Bornholm. Hvis de kan gå normalt i dagene efter, er der håb.

Er de klar til at konvertere? Religion er et delikat emne - træd varsomt, inden I missionerer troen på de underjordiske.

Når familien er parat til at udskifte Grøn Tuborg med Svanekebryg, er vi tæt på målet.

Tilbyd familien en måneds ophold i Allinge under opsætningen af Folkemødet i maj måned. Overlever de dette, er de gjort af det rette stof, som er grundlaget for en ægte bornholmer i mange år fremover.

Kære Gode Nabo. Op på hesten. Omfavn de nye naboer med masser af kærlighed og hjemmebagte småkager. Så skal de nok blive boende.

venlig hilsen Brevkasseredaktøren Lars Holmsted.

Brevkassen

Læserbrevkassen styres af Lars Holmsted, som har nået en moden alder, hvilket gør ham i stand til at øse af et helt livs erfaringer med både stort og småt.

Holmsted er opdraget ud fra mottoet: Der findes ingen dumme spørgsmål. God fornøjelse.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT