Kaas: Vi køber gerne en mejsel

Kaas: Vi køber gerne en mejsel
LEDER | 2. APR 2024 • 05:30
Tommy Kaas
Digital chef
LEDER
2. APR 2024 • 05:30

Lad os nu få hugget Karl Edvard Nielsens navn ud af soklen på Davidstatuen på Christianshøj i Almindingen.

Gravstenen for Karl Edvard Nielsen bliver fjernet fra Mindelunden på den danske mærkedag for besættelsen under 2. verdenskrig. Den 9. april med andre ord.

Nord for København ligger den her mindekirkegård for frihedskæmpere, og her har bornholmeren Karl Edvard Nielsen indtil nu ligget. Problemet er bare, at historien nu har stemplet ham som forræder i stedet for helt. Det var forfatter Martin Q. Magnussen, der i sin bog "Den falske løjtnant" begyndte at så tvivl om Kars Edvard Nielsens påståede rolle som modstandsmand under krigen, og siden er både Nationalmuseet og Mindelunden nået til samme konklusion som forfatteren.

Nu har Kirkeministeriet så truffet beslutning om at fjerne Karl Edvard Nielsens navn fra stedet, og så er det, at vi har balladen. For inde på Christianshøj i Almindingen står jo altså stadig den store davidstatue, som også er rejst for at hylde heltemodige modstandsfolk under 2. verdenskrig, og også her er Karl Edvard Nielsens navn at finde – ganske vist med forbogstavet C, men stadig.

Der er bare ikke rigtigt nogen, der tager ansvar for statuens sokkel, hvorpå navnene er hugget i granitten. I sidste uge kunne P4 Bornholm via en ekspert berette, at når statuen står på Naturstyrelsens arealer, så er det med største sandsynlighed Naturstyrelsen, der ejer skulpturen. Og da der her er tale om en statslig størrelse a la et ministerie, så burde der jo ikke være den store tvivl om spørgsmålet: Gør på Bornholm, som man gør i Mindelunden. Er den særlig meget længere?

De her mindesmærker er skabt for dem, vi ønsker at hylde; Dem, der reelt gjorde en forskel i kampen mod det nazistiske Tyskland.

Blandt dem tæller Karl Edvard Nielsen ikke længere, og derfor indkøber Tidende gerne en mejsel og tropper op sammen med de gode folk fra Naturstyrelsen, så vi kan få styr på Davidstatuen. Det kunne jo passende ske på "vores" befrielsesdag den 5. april.

Det er jo helt tosset, at Karl Edvard Nielsen stadig præsenteres som en helt på Bornholm, når resten af landet har stemplet ham som det modsatte.