Langfredagens ørreddag markerede en årelang tradition på Bornholm: Hele kysten rundt stod lystfiskere og kæmpede om at hale dagens største havørred i land, og det er jo herligt at se, hvordan den her gamle bornholmske tradition stadig lever. Takket være vedholdende frivillige og en stærk forening bag lystfiskerne.
Problemet er bare, at der ikke er så mange fisk tilbage at fange, og på sigt kan det jo betyde, at det der med en ørreddag ikke giver mening.
Bestanden af havørreder varierer fra år til år, men man ser – også her, fristes man til at sige – en ret konsekvent nedadgående kurve, fordi fiskene er presset fra flere fronter.
Det kalder først og fremmest på politisk handling. Der skal sættes gang i en ambitiøs politik på området, og heldigvis kalder miljøminister Magnus Heunicke (S) sig for havets minister. Det ville klæde ham at forsøge at leve op til dén selvbestaltede titel, inden hans periode løber ud.