Kaas: Vi er forsikrede

Kaas: Vi er forsikrede
LEDER | 21. MAR 2024 • 05:30
Tommy Kaas
Redaktør
LEDER
21. MAR 2024 • 05:30

Med et helt utrolig flot overskud på 33,2 millioner kroner efter skat markerer Bornholms Brand sig endnu en gang som en stærk medspiller på Bornholm.

Loyale kunder har bidraget til et enormt overskud hos Bornholms Brandforsikring i 2023. Det kunne selskabet fortælle i går, og det er en glædelig nyhed i en tid, som på mange områder er præget af usikkerhed og udfordringer.

Det gælder som bekendt om at stå stærkt, når stormen raser, og det gør vores lokale forsikringsselskab, som med næsten 800 storm- og stormrelaterede skader og 65 skader relateret til skybrud i dén grad mærker klimaets voldsomme forandringer.

På den baggrund er det bemærkelsesværdigt og betryggende, at Bornholms Brand formår at stå så solidt, som det er tilfældet, og ud over at man altså lukrerer på sine mange loyale, bornholmske kunder, så har man i 2023 også formået at investere klogt.

Det er vigtigt. Bornholms Brand er en hjørnesten i vores samfund, og vi har brug for de her stolte, gamle mastodonter til at støtte og hjælpe os i en konstant skiftende verden.

Vi har nogle gange en tendens til at omtale os selv som en lille ø i Danmark. Det er vi ikke. Vi er landets femtestørste ø – en landsdel med et spirende erhvervsliv og masser af tro på fremtiden.

På en lille ø kan et forsikringsselskab ikke basere sin forretning kun på de fastboende. Dér er man nødt til at søge langt ud over øens grænser. Men det er ikke nødvendigt for Bornholms Brand, som holder fast i det lokale og hér har skabt en særdeles sund forretning ud fra et udelukkende bornholmsk kundegrundlag.

Fordi vi er en stor ø – i et lille land, ganske vist.

Med 33 millioner kroner mere i bagagen er Bornholms Brand der for os. Mange af os er der også for Bornholms Brand. Det er et ret stærkt makkerskab.