Det kommer til at koste penge at parkere sin bil på Folkemødet i år. I et forsøg på at understøtte økonomien bag den politiske festival tyer man til et velkendt greb: Man lader bilisterne betale.
Det giver sådan set god mening. De midlertidige parkeringspladser i Allinge kræver leje af jord, opsætning, bemanding, skiltning og drift. Den slags infrastruktur opstår ikke af sig selv, og en pris på 50 kroner i dagtimerne er, ærligt talt, i den meget moderate ende.
Sammenlign med indre København. Eller med Roskilde Festival og andre store begivenheder. Her kommer man ikke langt for en flad 50’er. I den sammenhæng ligner Folkemødets parkeringsbetaling mere en symbolsats end en reel barriere.
Alligevel rokker det ved noget. Folkemødet er – eller var – fortællingen om det åbne, gratis og tilgængelige møde mellem borgere og magthavere. Når der skrues på brugerbetalingen, selv i det små, flytter man en anelse ved den fortælling. Ikke dramatisk, men mærkbart.