Kaas: Fantastisk service til lands og til vands

Kaas: Fantastisk service til lands og til vands
LEDER | 4. OKT 2024 • 05:30
Tommy Kaas
Redaktør
LEDER
4. OKT 2024 • 05:30

Både Bornholm og Bornholmslinjen modtog en pris ved onsdagens Danish Travel Awards. Det er nogle helt særlige mennesker, der gør dét muligt.

For tredje år i træk er Bornholm kåret som Danmarks bedste feriedestination. Selvfølgelig, tænker man umiddelbart, men det er jo faktisk mod alle odds, at vi stadig formår at være danskernes foretrukne feriested.

På trods af ballade i kulissen, hvor Dancenter i år har været en konstant kilde til uro. På trods af færgebilletter, som Bornholmslinjen reklamerer med koster fra 99 kroner, men som turisterne i mange tilfælde skal slippe over 1.000 kroner for hver vej. På trods af mangel på arbejdskraft i turisterhvervet. Og på trods af ustabilt dansk sommervejr er Bornholm altså stadig den dejligste ferieø.

Vi er fra naturens hånd tilsmilet af landets mest spektakulære landskaber, og med respekt for dem formår vi at sammensætte et tilbud, som det er værd at rejse over Østersøen efter.

Selv når det som nævnt er svært at lokke personale hertil, lykkes det at yde forbilledlig service hele øen rundt. Det sker blandt andet i kraft af et stort antal unge mennesker, der har for vane at komme hjem om sommeren og give et nap med i det pulserende erhverv. De bærer Bornholm i hjertet og ved, at det gavner os alle, når man møder på job med et smil, og det er i høj grad med til at løfte os.

Det samme kan man jo sige om Bornholmslinjen, som løb med titlen som årets passagerrederi ved kåringen onsdag. Her er det også for en stor dels vedkommende en bornholmsk spidskompetence at levere god service til søs, og dét nyder rederiet godt af.

Det nytter noget at gøre sig umage, og den allermest fortjente hæder for de to nævnte priser går til alle de dygtige medarbejdere derude, som gør netop dét – til lands og til vands.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT