Kaas: Et byggeprojekt med bid i

Kaas: Et byggeprojekt med bid i
LEDER | DEBAT | Fredag 28. februar 2025 • 05:30
Tommy Kaas
Redaktør
LEDER | DEBAT | Fredag 28. februar 2025 • 05:30

Æbleløkkerne bliver til virkelighed, og med 96 nye boliger på vej til Rønne kan de komme til at bidrage til en sund udvikling.

96 nye boliger. Det er immervæk et antal, der kan mærkes, og i en tid, hvor der længe har været talt om, at der mangler tidssvarende boliger på Bornholm, er det en fantastisk nyhed, at Ocean Prawns og Bornholms Brand sætter skub i byggeriet i Æbleløkkerne i Rønne syd.

Med 68 lejligheder og 28 rækkehuse bliver der nu taget et væsentligt skridt mod et mere alsidigt og attraktivt udbud af boliger, og det er en udvikling, som er meget tiltrængt.

Det er samfundssind, at Barslund’erne og Bornholms Brand sætter handling bag ordene. Projektet vidner om virksomhedernes store og ansvarlige engagement i Bornholms fremtid, og med Huscompagniet som entreprenør har man lavet en aftale med en stor og erfaren aktør, der kommer til Bornholm med de nødvendige kompetencer. Samtidig er det selvfølgelig glædeligt, at lokale underleverandører bliver en del af det store byggeprojekt.

Det har været en lang proces at nå hertil, og når parterne torsdag endelig kunne melde ud, at Æbleløkkerne rent faktisk bliver en realitet, så var det nok med en vis portion lettelse. Helt hvor tynd den tråd, som projektet har hængt i, er ikke for alvor blevet fortalt, men særlig tyk har den næppe været med tanke på blandt andet inflation og lønninger, som har taget himmelflugt, siden ideen blev født.

Den gamle traver – lokalplanen! – har skullet på plads, og infrastrukturen i det nye område har også været genstand for udfordringer. Når vi er der, hvor Æbleløkkerne bliver til virkelighed, er det en stor sejr. Ikke kun for Ocean Prawns, Bornholms Brand, Huscompagniet og det sydlige Rønne, men for hele Bornholm.

De nye boliger kan være en vigtig brik i vores forsøg på at tiltrække nye tilflyttere og kvalificeret arbejdskraft. De sikrer, at folk, der måske sysler med at flytte i noget mindre, får nye muligheder. Og de understøtter udviklingen i vores samfund.

Æbleløkkerne er et håndgribeligt eksempel på, at noget rent faktisk virker – ikke mindst takket være lokale ildsjæle, hvis hjerter banker for Bornholm.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT