Kaas: En kreativ motor

Kaas: En kreativ motor
LEDER | DEBAT | Tirsdag 18. marts 2025 • 05:30
Tommy Kaas
Redaktør
LEDER | DEBAT | Tirsdag 18. marts 2025 • 05:30

Interessen for at blive uddannet på glas- og keramikskolen i Nexø er stor. Det er der med sikkerhed flere, ualmindeligt gode grunde til.

Hvis man vil have en uddannelse som professionel glaspuster eller keramiker i Danmark, så er der én vej, og den går til Bornholm.

I Nexø kan man tage en professionsbachelor på den bornholmske afdeling af Det Kongelige Akademi – vi plejer at kalde den glas- og keramikskolen – og dén uddannelse er stadig uhyre populær.

132 ansøgninger er i år røget af sted til skolen, og selv om det tal er en smule lavere end sidste år, så vidner det om stor interesse for ikke bare uddannelsen, men for Bornholm.

De 132 ansøgere kæmper om 16 pladser i Nexø og skal igennem to optagelsesprøver – en digital og en fysisk – for at komme ind.

Uddannelsen er et fornemt eksempel på en måde, hvor man kan skabe enorm værdi for områder som vores.

For som nævnt; Hvis du vil uddanne dig til glaspuster, så kan det kun ske ét sted, og det er altså en opskrift, som det kunne være smukt at bruge på flere uddannelser.

Vi kan nemlig blandt andet takke uddannelsesinstitutionen i Nexø for, at vi på Bornholm fortsat er rigtig godt med, når det handler om dygtigt kunsthåndværk.

Den er med til at tiltrække talenter i en aldersgruppe, som vi ellers har lidt svært ved at fastholde eller lokke hertil.

Skolen står for innovation og nytænkning, og så er den altså med til at skabe varige bornholmere – hvis man må kalde dem det.

En tredjedel af den seneste årgang, der blev uddannet der, har således valgt at blive boende og arbejde med deres kunsthåndværk her, kunne Viki Kert, der er daglig leder af skolen, fortælle til TV2/Bornholm tidligere i år, og det er jo vand på møllen.

Samlet set kan vi med andre ord betragte glas- og keramikskolen som meget mere end en uddannelsesinstitution, nemlig som en ret central drivkraft i Bornholms kulturelle og økonomiske udvikling.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT