Inden søndag: 'Jeg må hjælpe'

At hjælpe sine landsmænd og kvinder.

Den 12. januar efter højmessen pakkede jeg bilen for at køre vestover på militært basiskursus.

Jeg er nemlig blevet feltpræst for Bornholms Hjemmeværn, og så skal man igennem tre ugers rekruttræning en værnepligtens maggiterning til alle os, der ikke er rigtige soldater som læger, sygeplejersker, militærjurister og altså feltpræster.

Hvorfor dog?

Nu vil den opmærksomme læser måske tænke ”hvad i alverden har dog fået en ældre dame på 57 år til at melde sig under de faner?”

Sandheden er at jeg blev spurgt af Hærprovsten lige efter vores studierejse til Estland sidste forsommer. Der havde vi mødt en kvinde der udover at være menighedsrådsformand også var en del af Estlands Hjemmeværn, for som hun sagde ”jeg kunne ikke bare gøre ingenting, jeg må hjælpe mine landsmænd og kvinder”.

Jeg var ganske enig, men vidste ikke hvordan jeg skulle gribe det an. Fire dage senere ringede Hærprovsten og spurgte mig om, jeg ville være den nye feltpræst for Bornholms Hjemmeværn. Jeg svarede ja med det samme - endnu en gang forbløffet over hvor hurtigt Helligånden reagerer på bønner og spørgsmål.

Forløbet

Således havnede jeg på et militært basiskursus med seks andre feltpræster fra hele landet.

Nu er der bestemt ikke meget teologi over det, som vi foretog os, men det var heller ikke pointen. Vi skulle trænes, udmattes og sættes i stand til at forsvare os selv, så vi ikke ligger andre til last i en skarp situation. Vi skulle smage lidt på hvad der kræves af de værnepligtige og alle dem, der hver eneste dag arbejder for at andre kan sove roligt.

Første uge foregik i nogenlunde god ro og orden med masser af undervisning, der involverede at sidde i behagelige kontorstole, tørtræning med pistol ude i garagen og lære noget om militærstilletid (kom altid fem minutter før du skal være der!) Alt sammen noget der føltes som stilhed før storm. Det var det så også.

Anden uge foregik på en iskold skydebane, hvor vi stod side om side og skød dagen lang. Det var ret overvældende - især den dag hvor dagsregnen og blæsten efterlod os alle bundfrosne og udmattede. Samtidigt stod en ung og stærk soldat var ved at gå ud af sit gode skind over hvor dårlige (nogle af os!) var til at skyde – for så at flække af grin over os, når vi igen og igen var det han kaldte tofu-krigere.

Personligt var jeg mildt sagt imponeret over mine kolleger, der ofte var så gode, at man kunne komme i tvivl om de burde være præster eller finskytter.

Tredje uge, uha, nu skulle vi på feltøvelse. Sove i bivuak i frost og regn, følge de givne regler til punkt og prikke (det var især det her med ikke at måtte ryge der blev diskuteret ivrigt, for vi var fem storrygere!). Det var så pivhamrende koldt både at sidde i vagttårn og at sove ude, så personligt fik jeg vist blundet en time eller to.

Vi blev sendt på patruljer i bælgravende mørke, intet lys at finde vej ved og så ellers bare afsted, helst uden at blive fanget. Anden nat kom så den del, der virkelig skubbede til grænserne.

Lang historie kort, Bornholm blev repræsenteret efter bedste evne, opgaven løst til punkt og prikke – og helt uden skudhuller i nogen.

Den allersidste dag skulle vi i gaskammer til den endelige test med gasmaske. Det er forbløffende, hvor hurtigt man kan være, når den første lille smule tåregas rammer ens ansigt.

Afslutning

Det var den sidste af de tre ugers strabadser, og nu ventede der en ren uniform og dejlig frokost i Varde Kassernes kantine.

Vi kom lidt tidligt og sad og hyggede os med en kop kaffe; stemningen var en dejlig blanding af ro, glæde og stor taknemmelighed. Jeg havde godt nok hørt, at netop den dag var pårørende-dag, men det var først da jeg sad der mellem mine nye soldaterkammerater med kors, at jeg forstod hvad det var. Ud ad vinduet i kantinen så jeg en mor gå ved siden af sin søn - hun lyttede og snakkede med ham, men der var noget alvorligt over det billede.

Inde i kantinen så jeg forældre sidde der overfor deres søn eller datter og lytte til de unge mennesker, alt imens de så ret så alvorlige ud. Lige der forstod jeg det, som man kun kan erfare.

Nemlig, at der er altid hele familier og ja hele samfund i den anden ende af en soldats liv. Det er ikke kun noget, der sker for andre, når en soldat dør i krig og kamp; det er noget, der sker for os alle sammen.

Tofu-krigere eller ej, jeg tilslutter mig min estiske bekendts udsagn ”jeg kunne ikke bare gøre ingenting, jeg må hjælpe mine landsmænd og kvinder”. Det er så det, at jeg i al beskedenhed prøver – for det er alvor.

"Inden Søndag" er Tidendes serie, hvor øens præster på skift har mulighed for at skrive et længere indlæg. Skribenten er helt fri i valg af emne og udtryksform