En fantastisk god nyhed har sneget sig under radaren hos medierne. Også de bornholmske. Selvom det netop handler om det nye medieforlig. Vi får adgang til vores omfattende kulturarv fra Bornholms Radio.
"DR's arkiver skal ud til danskerne. Derfor skal der etableres en søgbar adgang til borgere via Det Kongelige Bibliotek til arkivmateriale fra DR." Sådan skriver Kulturministeriet, at et flertal bag medieforliget har vedtaget.
Det burde betyde, at de godt 900.000 timers allerede digitaliserede udsendelser fra radio og tv i arkivet bliver tilgængelige for os borgere. Og nu skulle også de gamle udsendelser (1960-2006) fra Bornholms Radio, som DR P4 Bornholm hed før i tiden, være på vej til digitalisering. Det har man oplyst mig om i vinter i DR-arkivet.
Det giver mulighed for at dykke med i vores bornholmske historie på en hidtil uhørt måde. I bogstavelig forstand. Det er lyden af fortiden, vi kan finde her. Fra en Bornholms Radio, som var meget anderledes end det DR P4 Bornholm, vi har i dag. Lidt ældre bornholmere kan huske dengang, Bornholms Radio sendte lange udsendelser - uden det skulle afbrydes af popmusik - med blandt andet bornholmske causerier, magasinprogrammer om blandt andet. kultur, natur, dialektkomedier, sprogprogrammer, radiomontager og portrætter af markante personligheder. Det vil man kunne håndplukke i efter eget valg, når intentionerne i medieforliget realiseres. Det kræver blot en computer med internetforbindelse.