Vi mangler desperat hænder i sundhedsvæsenet. Historien om den unge læge Nicolai viser, hvad Bornholm faktisk kan, når arbejdspladsen matcher ambitionerne.
Hvis man spørger bornholmerne, hvad der bekymrer mest på øens vegne lige nu og her, vil sundhedsvæsenet og lægedækningen nok placere sig - hvis ikke øverst - så i hvert fald i toppen af bekymringsranglisten.
For det er næppe nogen hemmelighed, at vi mangler læger.
Netop derfor er historien om den unge læge Nicolai Emil Johnsen, der er vendt hjem, ikke blot en hyggelig hverdagshistorie. Den er et tiltrængt og lysende eksempel på, at strømmen af faglighed og unge mennesker godt kan gå den modsatte vej – tilbage til Bornholm.
Det rammer to af vores største strukturelle udfordringer på én gang: Vi mangler desperat hænder og hoveder i sundhedssektoren, og vi har brug for, at unge, veluddannede bornholmere ser en attraktiv fremtid for sig på Bornholm.
Det handler om mere end bare hjemve og barndomsminder. Det handler om, at Bornholm skal kunne tilbyde arbejdspladser, der matcher tårnhøje faglige ambitioner.
Og her fortjener Bornholms Hospital anerkendelse.
Når unge læger som Nicolai vælger at vende tilbage, skyldes det også, at hospitalet formår at skabe et uddannelses- og arbejdsmiljø, hvor man som ny læge faktisk har lyst til at lægge sine første og vigtigste arbejdsår. Nicolai nævner selv fællesskabet med kollegaerne og samarbejdet på arbejdspladsen som en af de vigtigste årsager til, at han er vendt retur.
Bornholms Hospital beviser dermed, at det lidt mindre sygehus faktisk har nogle helt særlige faglige styrker – nærhed, hurtigt ansvar og et stærkt sammenhold – som de store universitetshospitaler i hovedstaden ganske enkelt ikke kan matche.
Nicolais hjemkomst løser selvfølgelig ikke Bornholms samlede lægemangel over natten. Men den viser en vej frem. Den viser, at investeringen i børnenes og de unges opvækst her på øen kan betale sig i den sidste ende, hvis vi samtidig sørger for at have stærke fagmiljøer at tilbyde dem, når de står med deres eksamensbevis i hånden.
Vi har brug for mange flere som Nicolai. Og vi har brug for, at Bornholms Hospital fortsætter med at vise, at øen er et godt sted at bygge en karriere. Velkommen hjem.