Gravgaard: Prøv igen Bofa

Gravgaard: Prøv igen Bofa
LEDER | 6. MAR 2024 • 05:30
LEDER
6. MAR 2024 • 05:30

Endnu en gang udfordrer vores skraldeselskab den almene gængse logik.

De røde skraldesække bliver formentlig ikke delt ud i år.

Sådan ser Bofas indstilling til natur-, miljø- og planudvalget ud, når de onsdag mødes og skal forholde sig til, om de røde sække skal deles ud i år. Indtil i år har den løsning været en del af den skraldeordning, som vi har her på Bornholm, og som vi betaler Bofa for at håndtere på en måde, hvor der ikke skal være overskud. Prisen på skraldeordningen er kun steget, mens servicen på dette punkt nu ser ud til at gå ned.

Tragikomisk nok er Bofas løsning, at man i stedet skal hente de røde sække på genbrugspladsen.

Skulle man have bil til at køre på genbrugspladsen med skrald, er behovet for den røde sæk nok begrænset. Men det er altså her, at dem, der ikke kan køre deres skrald på genbrugspladsen, selv nu skal hente deres ekstra skraldesække. Det virker ikke særlig fornuftigt.

Det er derimod yderst fornuftigt, at Bofa ikke har slået til på det milliondyre tilbud om at levere tre plastikposer for 45 kroner per husstand. Ud af de cirka 4.700 kroner, vi alle betaler til Bofa om året, vil det være alt for meget at bruge 45 kroner på at få afleveret tre tomme sække. Så langt så godt.

Men når affaldsdirektøren samtidig erklærer, at man har undersøgt markedet for levering af plastposer til husstande på Bornholm, og prisen er den bedste, så må vi endnu engang skulle indtage den ufrivillige rolle som dem, der peger fingre af Bofa, selvom vi langt hellere vil skabe sammenhold og gode løsninger for Bornholm.

Der findes masser af andre løsninger til at levere tre affaldsposer til de bornholmske borgere, og det behøver ikke koste 45 kroner at aflevere tre plastposer. En af løsningerne er Tidendes bude, der hver dag bringer post, pakker, aviser og breve ud på hele øen og skaber lokale arbejdspladser, demokrati og sammenhold. Vi kan som udgangspunkt løfte opgaven for en tredjedel af det foreslåede bud og vil meget gerne bidrage til at gøre Bornholm bedre og renere.

En endnu mere fornuftig bornholmsk skraldeløsning kunne være, at man i stedet for at dele over 60.000 poser eller omkring syv tons røde affaldsposer ud nøjedes med at sende ud til de borgere, der har så meget brug for dem, at de vil sende en mail og bestille tre poser. Så kunne resten hjælpe med at holde affaldspriserne nede og selv hente på genbrugspladsen, hvis der er behov. En sådan løsning hjælper Tidende også gerne med at føre ud i livet.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT