Gravgaard: Et stærkt BAT er godt for alle

Gravgaard: Et stærkt BAT er godt for alle
Det er en investering i et samfund, der hænger sammen – året rundt. Et samfund, der tager klimaet alvorligt uden at glemme hverdagen. Arkivfoto: Torben Østergaard Møller
LEDER | DEBAT | 20. JAN • 05:30
LEDER | DEBAT | 20. JAN • 05:30

Bornholm har brug for gode historier om mennesker, der tager ansvar. Ikke bare for deres egen hverdag, men for noget større. Derfor er det værd at glæde sig over, at BAT nu har fået en trafikchef, der ikke gemmer sig for udfordringerne – men taler om mulighederne.

Jacob Sten Jensen overtager et trafikselskab, hvor forventningerne er høje, økonomien er presset, antallet af afgange er få, og hvor fortællingen om BAT alt for ofte har været for negativ. Hans forgænger stod af i frustration over vilkårene i den politisk styrede organisation. Det kan man godt forstå. Men det ændrer ikke på, at den kollektive trafik på Bornholm er for vigtig til at lade frustrationen vinde.

Hvis Bornholm skal hænge bedre sammen – for unge uden bil, for ældre, for pendlere, for studerende, for turister og for alle os, der gerne vil kunne vælge noget andet end bilen – så skal BAT være et reelt alternativ. Både på pris, ventetid og distance. BAT skal ikke være det sidste valg.

Det kræver en strategi, der er mere visionær end nostalgisk. Og det kræver mod til at gentænke, hvordan busdrift faktisk fungerer på en ø, hvor der både er spidsbelastning, tomme afgange og store afstande. Det kræver mod at turde lukke afgange. Her er det opløftende, at den nye trafikchef – ligesom sin forgænger – peger på data og behov, på køreplansoptimering og ikke mindst på flextrafik som supplement. For det er sund fornuft: Vi skal ikke have halvtomme busser til at køre rundt for de ganske få. Vi skal have mobilitet, der virker for mange.


Vi taler tit om den grønne omstilling, men det er sjældent, vi tager et stort skridt frem på det område. Det skal vi gøre i hverdagen. Det sker i det valg, vi tager, når vi skal fra A til B.

Næsten 600.000 biler blev – med tung statsstøtte – sejlet til og fra Bornholm i 2025. Det er et tal, der siger noget om vores afhængighed af bilen, men også om potentialet for at gøre noget anderledes. Tænk, hvad vi kunne spare i CO2, hvis bare en tredjedel af de biler i stedet blev til passagerer i busser og flextrafik. Det ville både spare de op mod to tons bil hver på hurtigfærge – og lægge bæredygtige kroner i BAT’s billetsystem. Bilen skal ikke straffes eller forbydes, men alternativet skal gøres attraktivt, så flere vælger det frivilligt.

Det er her, at BAT’s rolle bliver større end en køreplan og et budget. Det handler om fællesskab. Om lighed. Om mobilitet for dem, der ikke har mulighed for at tage bilen. Og om at skabe et Bornholm, hvor det ikke er et handicap at bo uden for de største byer. Se bare til Ærø, der har gjort busrejser gratis.

Drømmen, som Jacob Sten Jensen formulerer, er egentlig enkel: Når man træder ud af færgen, skal der stå en bus. Man skal ikke bruge tid på at tænke sig om. Man skal bare kunne komme videre.

Det er en vision, vi bør bakke op om.

For et stærkere BAT er ikke kun en udgiftspost. Det er en investering i et Bornholm, der hænger sammen – året rundt. Et Bornholm, der tager klimaet alvorligt uden at glemme hverdagen. Og et Bornholm, hvor vi kan bevæge os frit, også uden bilnøgler i lommen.



FÅ ABONNEMENT