Gravgaard: Demokratiet er langt mere end 2.500 kroner værd

Gravgaard: Demokratiet er langt mere end 2.500 kroner værd
LEDER | DEBAT | 7. FEB • 05:30
LEDER | DEBAT | 7. FEB • 05:30

Det er godt, at mange bornholmere får lidt mere luft i økonomien. Men det er pinligt, at regeringen, SF og Enhedslisten i 11. time før et folketingsvalg forsøger at købe sig til opbakning med en fødevarecheck.

Mange bornholmere får snart flere penge mellem hænderne. På en ø med mange pensionister, mange på ydelser og mange børnefamilier, der mærker hver eneste prisstigning i supermarkedet, kan 2.500 kroner gøre en forskel, selvom fødevarepriserne reelt er begyndt at falde.

Over halvdelen af alle voksne her får en fødevarecheck. Det fortæller noget om vores økonomiske virkelighed – men det fortæller også noget om, hvor præcist regeringen har ramt et sted, hvor der er mange stemmer at hente.

Og det er netop her, det bliver pinligt.

For det her ligner ikke politisk ansvarlighed og ægte demokratisk ånd. Det ligner valgkamp forklædt som midlertidig velfærd. Regeringen sammen med SF og Enhedslisten forsøger – helt uden skam – at købe sig til et bedre valgresultat i 11. time før folketingsvalget.

Man kan kalde det en håndsrækning. Man kan kalde det målrettet hjælp. Men når man pludselig kan finde milliarder til engangschecks i et valgår efter at have haft flere år til at lave strukturelle løsninger, så er det svært at tro på, at det handler om andet end stemmesedler.

Og det er en skamplet at kommunikere sådan til vælgerne.


Det er ikke et system, hvor vælgerne skal lokkes med checks, som om de var kunder i en kampagne, lyder det i lederen.

Vi er mange, der hver dag kæmper for og påskønner vores demokrati. Et demokrati, der bygger på oplysning, frihed og tillid. Det er ikke et system, hvor vælgerne skal lokkes med checks, som om de var kunder i en kampagne.

Det er i bund og grund bestikkelse. Blød bestikkelse, ja. Lovlig bestikkelse, ja. Men stadig bestikkelse i sin mest åbenlyse form: “Her er 2.500 kroner – husk os, når du stemmer.”

Vores frihed og vores demokrati er langt mere værd.

Og hvis hovedformålet virkelig var at hjælpe dem med færrest midler, så fandtes der bedre og smukkere løsninger. En regulering af bundfradraget i skatten ville være langt mere enkel, langt mere retfærdig og langt mere effektiv. Det ville give varig lettelse – ikke engangspenge, der forsvinder, hvorefter hverdagen igen bliver presset.

Fødevarechecken løser ikke meget. Den dulmer kortvarigt. Og den efterlader en bitter eftersmag: følelsen af, at demokratiet bliver behandlet som en markedsplads.

Så ja: Glæd dig over pengene, hvis du får dem. Mange har brug for dem.

Men husk også, hvad der foregår.

Når krydset skal sættes til folketingsvalget, så husk, at demokratiet er mere værd end 2.500 kroner.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT